Entrepriseformen bør afhænge af opgaven
Fagentreprise eller teknisk storentreprise?
Diskussionen om, hvilken entrepriseform kunden skal eller bør vælge, når en byggeopgave skal udbydes og løses, er en af byggeriets helt centrale diskussioner. Senest havde Licitationen sidste torsdag et tema om den tekniske storentreprise og de fordele og den værdi, der for slutkunden kan ligge i at vælge netop denne entrepriseform. Artiklen har givet anledning til nogle forespørgsler fra medlemmer, der spørger om TEKNIQs holdning er gengivet korrekt i artiklerne.
For det første er der grund til at slå fast, at det er naturligt, at bygherrer interesserer sig mere for de tekniske fags entrepriser. I takt med at installationerne bliver mere omfattende og komplekse, er det vigtigt, at der et tæt og helst direkte samspil mellem bygherre og installatører. Med de høje krav, der stilles til de tekniske løsninger, vil der efter vores opfattelse følge en større tendens til, at bygherrer selv vil vælge de tekniske installatører og samarbejde med disse – i stedet for at samarbejdet går gennem en hovedentreprenør. Det stiller selvfølgelig også krav til installatørerne – men det giver branchen en stærkere stilling.
For det andet må man konstatere, at bygherren i dag kan vælge mellem enkeltfagsentrepriser og tekniske storentrepriser. TEKNIQ peger ikke – som Licitationens overskrift kunne indikere – på den ene eller anden af disse løsninger. Det er den enkelte bygherres valg, som må afhænge af den konkrete opgave og bygherrens egne forudsætninger. Men det styrker installationsbranchen, at der er forskellige muligheder.
Det er i det hele taget sundt for branchen, at der bliver større forskel på virksomhedernes kompetencer og tilbud. Vi ser nogle virksomheder, der især udvikler kompetencen til at stå for komplette teknikentrepriser, mens andre vil være stærke på et bestemt fag. Det er en del af den differentiering, der sker – og som er mere perspektivrig end, hvis alle søgte at være ens.
Af Niels Jørgen Hansen, administrerende direktør, TEKNIQ
Sidst opdateret 19.04.2011