Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Ny uddannelse til ambitiøse unge

Eux Elektrikeruddannelsen er et nyt tilbud til de ambitiøse og fagligt dygtige unge, som gerne både vil have et svendebrev i hånden og mulighed for at gå direkte videre på en videregående uddannelse. Uddannelsen vil blandt andet give stærke medarbejdere til virksomhedernes mellemlederniveau.

Elbranchen har fået en ny uddannelse, så nu kan de fagligt dygtige og ambitiøse unge tage en elektrikeruddannelse og en gymnasial uddannelse på samme tid. Uddannelsen skal tiltrække og fastholde de unge på elektrikeruddannelsen og fodre elbranchen med dygtige medarbejdere til blandt andet mellemlederniveauet.

Eux elektrikeruddannelsen kombinerer en erhvervsuddannelse med gymnasiale fag
– Vi har længe gerne ville give de fagligt stærke unge et attraktivt alternativ til studentereksamen, fordi alt for mange unge bare pr. automatik går efter studenterhuen uden at have overvejet, hvad den skal bruges til. Det betyder også, at op til 15 procent af de unge på elektrikeruddannelsen allerede har en gymnasial uddannelse med i baggagen. Men nu vil vi give de ambitiøse en mulighed for at slå to fluer med et smæk og få en uddannelse, der både giver mulighed for at få et rigtig godt job nu og her i elbranchen og for at søge ind på videregående uddannelser, som for eksempel diplomingeniør, maskinmester eller civilingeniør, siger underdirektør Tina Voldby fra TEKNIQ om den nye uddannelse, som TEKNIQ har taget initiativ til sammen med Dansk El-Forbund.

EUX-uddannelsen, som kombinerer en erhvervsuddannelse med gymnasiale fag, er en vekseluddannelse på linje med den ordinære elektrikeruddannelse. Så lærlingen skifter også her mellem at være i praktik i en virksomhed og modtage teoriundervisning på en erhvervsskole. Den nye uddannelse er et halvt år længere end den ordinære elektrikeruddannelse. Det betyder blandt andet, at grundforløbet som udgangspunkt tager 40 uger, da der skal være tid til, at den unge får tilegnet sig væsentlige teoretiske kompetencer. Til gengæld er praktikperioderne forkortet med mellem 14 og 15 uger – alt efter, hvilket speciale de unge vælger – i forhold til den ordinære uddannelse, fordi forventningen er, at lærlingen hurtigere når et højt fagligt/praktisk niveau og for ikke at gøre uddannelsen for lang.

Store forventninger

Seks erhvervsskoler landet over tilbyder den nye uddannelse. Skolerne er AARHUS TECH, CELF, EUC Vest, Syddansk Erhvervsskole, Odense-Vejle, Technology College Aalborg. På AARHUS TECH har uddannelseschef Rene Villefrance Henriksen meget store forventninger til den nye uddannelse, og han regner med, at 25-30 unge er klar til at begynde på uddannelsens første hold i august.

– Den nye uddannelse er det eneste rigtige. Vi har mange stærke elever på elektrikeruddannelsen, som vi gerne vil gøre noget ekstra for. Og vi kan se, at der er lige så mange stærke som svage elever, der falder fra, og det gør de primært, fordi de mangler udfordringer. Det kan vi give dem nu med den nye uddannelse, så de bliver fasthold i branchen og kan blive dygtige overmontører mv., siger Rene Villefrance Henriksen, der mener, at der er rigeligt med unge, som vil blive tiltrukket af den nye uddannelse.

– På vores skole er det omkring 25 procent af de unge på elektrikeruddannelsen, der allerede har en studentereksamen, når de starter. Så jeg tror ikke, det bliver noget problem at samle et helt hold af stærke og ambitiøse unge, siger han.

FAKTA:

EUX-bevis

EUX-beviset er på niveau med en gymnasial uddannelse og omfatter bl.a.:
  • Dansk på A-niveau og matematik op til A-niveau, engelsk på B-niveau og samfundsfag på C-niveau.
  • Kemi på C-niveau, fysik på B-niveau, teknikfag på A-niveau og informationsteknologi på C-niveau.
  • En større skriftlig opgave.
  • Et skriftligt eksamensprojekt, der udarbejdes i to eller tre fag. Fagene skal omfatte mindst et fag på mindst B-niveau og et fag fra erhvervsuddannelsen.

EUX-svendebrev

EUX-svendebrevet er på niveau med en elektrikeruddannelse. Valg af speciale er helt afgørende for fagindholdet. EUX-elektrikere kan vælge mellem et af elbranchens fire specialer: Installationsteknik, Bygningsautomatik, Styrings- og reguleringsteknik og Kommunikationsteknik.

Af Amalie Mathiassen
Sidst opdateret 18.04.2011