Tusindvis af danske bygninger, som er opført eller har gennemgået en renovering i perioden fra 1950-1977 indeholder store mængder af giften PCB (poly chlorerede biphenyler), som kan være stærkt sundhedsskadelige for mennesker.
Regeringen har nu fremlagt en handlingsplan, som skal gøre det muligt at slippe af med PCB-holdigt bygningsmateriale på forsvarlig vis. En række detailforhold omkring handlingsplanen, som indeholder 19 initiativer, skal i den kommende tid afklares i en følgegruppe, men der lægges under alle omstændigheder op til, at større nedrivningsopgaver fremover skal foretages af certificerede virksomheder, og at frasorteringen af PCB skal ske ved kilden.
Begrænset berøringsflade
Installationsbranchen bliver formentlig kun i begrænset omfang berørt af handlingsplanen, vurderer arbejdsmiljøkonsulent Ejvind Lindegaard Andersen, COWI:
– Det vil typisk være andre faggrupper end elektrikere og vvs’ere, der kommer i kontakt med de PCB-materialer, som i stor stil skal fjernes i forbindelse med nedrivning eller renoveringsopgaver i de næste mange år, siger han.
Heller ikke historisk har installationsbranchen været tæt på den farlige miljøgift, som specielt har været brugt i fugemasse på grund af sine stabile kemiske og termiske egenskaber samt blødgørende effekt.
– PCB har kun i meget begrænset omfang været brugt i installationsmæssige sammenhænge, siger Ejvind Lindegaard Andersen og nævner, at stoffet bl.a. findes i visse ældre elkabler og i gamle armaturer til lysstofrør med oliefyldte kondensatorer.
– Der blev i sin tid givet dispensation til brugen af PVC til lysstofarmaturer, så de kunne anvendes frem til 1986, og i forbindelse med udskiftning eller nedtagning af denne type armaturer – i det omfang de overhovedet fortsat er i brug – skal der tages ekstra miljøhensyn efter reglerne om særligt farligt affald, siger Ejvind Lindegaard Andersen.
Inden for vvs-området har der ifølge COWIs arbejdsmiljøkonsulent i et vist omfang frem til 1977 været brugt blød fugemasse indeholdende PBC til f.eks. afslutningsarbejder omkring ventilationsrør eller andre forseglingsopgaver.
Ny hjemmeside og hotline
En vigtig brik i den nye PCB-handlingsplan er etableringen af hjemmesiden www.pcbguiden.dk, som henvender sig til både borgere, byggevirksomheder, kommuner og bygningsejere, der vil vide, hvordan de skal forholde sig til miljøgiften i boliger og bygninger. Guiden giver bl.a. anvisninger på, hvor PCP typisk forekommer, hvordan stoffet skal håndteres, og hvordan det bortskaffes.
Hjemmesiden bliver udbygget i takt med, at regeringens PCB-handlingsplan giver ny viden på området og indeholder også en hotline, som kan svare på konkrete spørgsmål. Bag både hjemmeside og hotline står de seks myndigheder, som har ansvar for PCB-saneringen i Danmark: Miljøstyrelsen, Arbejdstilsynet, Sundhedsstyrelsen, Slots- og Ejendomsstyrelsen, Socialministeriet og Byggestyrelsen.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg udtrykker i en pressemeddelelse tilfredshed med handlingsplanen:
– PCB må ikke skade de ansatte, og det er vigtigt, at vi sætter ind. Heldigvis betyder PCB i bygningen ikke nødvendigvis, at man er udsat for skadelige påvirkninger. Men det er under alle omstændigheder vigtigt at fastholde fokus på PCB i arbejdsmiljøindsatsen for at sikre et sundt arbejdsmiljø.
Fakta: POLY CHLOREREDE BIPHENYLER
- PCB er en miljøgift, der bl.a. har været anvendt i byggematerialer som f.eks. fugemasse i perioden fra 1950-1977.
- PCB er forbudt at anvende i dag. Forbuddet har været gældende for byggematerialer siden 1977 og i alle andre sammenhænge siden 1986.
- PCB-eksponering formodes ikke at forårsage akut sygelighed men langvarig udsættelse over en årrække kan medføre sundhedsskader, bl.a. hormonforstyrrelser eller kræftsygdomme.
- PCB kan overføres til mennesker gennem kosten, ved indånding og ved hudkontakt
- I 2009 fastsatte Sundhedsstyrelsen grænseværdier for indholdet af PCB i indeluften. Ved niveauer over disse værdier anbefaler Sundhedsstyrelsen, at der i første omgang gennemføres øget ventilation og rengøring, og at der efterfølgende – alt efter niveauet – tages andre afhjælpningsinitiativer.
- I december 2010 udgav Erhvervs- og Byggestyrelsen en vejledning om, hvordan man måler PCB i indeluften, så bygningsejere kan afgøre, om Sundhedsstyrelsens værdier for PCB er overskredet.
» Yderligere information om håndteringen af PCB findes på den nye hjemmeside www.pbcguiden.dk
Af Klaus A. Jensen