Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Debat: Slå flere fluer med et smæk

Af Søren Mogensen TEKNIQ-råd Midtjylland, Per Ørberg Dansk El-Forbund MidtVest og Bjarne B. Kristensen Blik & Rør Nord- og Midtjylland, bragt i Dagbladet Holstebro, Dagbladet Struer og Lemvig Folkeblad 22. juli 2011.

Samfundet står i de kommende år over for en kæmpe opgave, hvis vi skal nå målet om et fossilfrit samfund i 2050. Vi skal bruge energien mere effektivt. Cirka 40 procent af verdens samlede energiforbrug anvendes i bygninger – et område hvor energieffektiviseringspotentialet er enormt.

Der er behov for, at vi kombinerer de vedvarende energiløsninger med massive investeringer i energieffektivisering. Sker det, har Danmark ikke bare mulighed for at nå målet om et fossilfrit samfund – vi kan også bevare vores førerposition inden for den grønne teknologi. Men sådan en omstilling klares ikke lige på et par år. Det er en langvarig proces, som kræver modige politiske beslutninger, økonomiske ressourcer og så kræver det faglig og teknologisk viden, ledig kapacitet i virksomhederne og kvalificeret arbejdskraft.

I installationsbranchen er vi klar til at gå i gang – der er ledig kapacitet i virksomhederne, mange dygtige kollegaer går ledige, og mange dygtige unge kan ikke få en praktikplads på grund af manglende opgaver.

Vi vil opfordre regeringen til at stramme målene for energieffektiviseringer. Den netop fremlagte energistrategi viser viljen men bør være langt mere ambitiøs på et område, som så åbenlyst er en god investering. Relativt små investeringer i energieffektivisering af boliger kan give gode afkast på bare 3-5-årigt perspektiv. Skattekroner, sparet på energi, kan bruges til øget service og velfærd for kommunens borgere.

Vi vil derfor også opfordre kommunerne til at sætte skub og fart i energieffektiviseringen af hele den offentlige bygningsmasse – der er et stort efterslæb, og ud over at spare penge på energi kan man f.eks. også forbedre indeklimaet, der i folkeskolerne øger ikke bare trivsel men også indlæringsevnen.

Kommunerne har de seneste år haft mulighed for at bruge flere penge end tidligere på energirenovering og på anlæg gennem lånepuljer og et højere anlægsloft. Ligesom regeringen har frigivet fem milliarder til renoveringer i den almene boligsektor. Pengene er der. De skal ud og arbejde. Hellere i dag end i morgen. Ikke alene sætter det gang i væksten igen, men kommunerne sparer også penge til dagpenge og kontanthjælp.

Der er ingen grund til at vente. Kom nu i gang. Det er nu, der kan investeres fornuftigt i fremtiden og sættes gang i væksten.
Sidst opdateret 25.07.2011