Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Nyt EU-forslag om energimærkning af kedler

EU-Kommissionen har udarbejdet et nyt forslag til energimærkning af kedler og varmepumper. Forslaget lægger op til, at installatøren skal udfærdige et produktblad ved kombination af produkter.

EU-Kommissionen har siden 2007 arbejdet på en række fælles europæiske regler for kedler og varmepumper. Nu ligger andet udkast klar. Udkastet indeholder forslag om minimumskrav til produkternes energieffektivitet samt energimærkning af produkterne. Forslaget er en del af ECO-designdirektivet, som har til formål at fastlægge krav til miljøvenligt design af energirelaterede produkter.
   Forslag til energimærke for kedler
  Sådan ser forslaget til energimærkning af kedler ud. Det kan dog nå at ændre sig, inden forslaget bliver endeligt vedtaget.
   


I det nye udkast bliver der stillet krav til det enkelte produkts energieffektivitet og ikke som tidligere til systemeffektivitet. Samtidig lægges der op til, at der skal udfærdiges et nyt produktblad for en samlet installation, hvis man kombinerer to eller flere produkter. For eksempel en gaskedel og solvarme. Oplysningerne på produktbladet skal munde ud i en afkrydsning af, hvilket energimærke den samlede installation har.

– Kravet går på, at det er sælger, der skal udfærdige produktbladet. Men det vil umiddelbart være installatøren, der har kontakten til slutbrugeren, der får ansvaret for det. I princippet kan produktbladet være udfyldt på forhånd af leverandøren eller grossisten i det omfang, de sælger en færdig kombination, som installatøren efterfølgende installerer, forklarede seniorkonsulent Christian Holm Christiansen fra Teknologisk Institut ved informationsmødet i Energistyrelsen.

Værn om de skræddersyede løsninger

Chef for teknisk afdeling i TEKNIQ, Christian Jarby, opfordrer installatørerne til at tage opgaven på sig:
– I sidste ende er det installatørerne, der har ekspertisen til at sammensætte de rigtige og mest energieffektive løsninger. Hvis leverandørerne eller grossisterne på forhånd definerer løsningerne, risikerer vi, at de skræddersyede løsninger forsvinder. Det vil være uheldigt. Derfor er det vigtigt, at installatørerne nu tager opgaven på sig.

Det kræver dog, at det bliver helt klart, præcist hvilke informationer produktbladet skal indeholde, hvilke beregningsmetoder der ligger bag, samt hvordan det skal udfyldes, så det er nemt at gå til.
– Det er vigtigt, at man får det gjort ligetil og enkelt at udfylde produktbladet samt præciseret, hvilke data der ligger til grund for udregningen af det enkelte energimærke, så produktbladet bliver et reelt billede på energieffektiviteten, siger Christian Jarby.

Slappe krav

Efter fire års arbejde er forventningerne, at EU-Kommissionen vil vedtage det endelige forslag i efteråret. Dermed vil de første krav træde i kraft omkring 2013, mens der vil være en yderligere stramning af kravene i 2015 og 2017.

Minimumskravene til de enkelte produkters energieffektivitet vil dog ikke i første omgang få den store betydning i Danmark, da kravene, som de præsenteres i forslagene, i 2013 vil ligge under de krav til energieffektivitet, der er i BR10, og først i 2015 nå på højde med de krav, der allerede stilles i dag.
For eksempel bliver kravet til en gaskedel i 2013, at den skal have en energieffektivitet på 67 procent. Det stiger i 2015 til 86 procent. Allerede i dag er kravet til en gaskedel i BR10 dog, at den skal have en energieffektivitet på 90 til 95 procent, mens kravet for oliekedler ligger på 86 til 90 procent.

Af Anne Korntved Petersen
Sidst opdateret 16.06.2011