Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Schuko står på spring

Hvis de øvrige EU-lande giver grønt lys, så bliver det tidligst fra den 15. august lovligt at sætte schukostikkontakter op i Danmark. Stikkontakterne skal dog følge de særlige danske krav. Mads Risgaard Knudsen, teknisk konsulent i TEKNIQ, ser frem til, at udvalget af komponenter og tekniske løsninger bliver markant større for bygherrer, rådgivere og elinstallatører.

En ændring af stærkstrømsbekendtgørelsen lægger op til, at det tidligst fra den 15. august i år skal være tilladt at sætte sidejordsstikkontakter – også kaldet schukostikkontakter – op i Danmark. Bekendtgørelsesændringen fra Sikkerhedsstyrelsen er gået glat igennem høringsfasen i Danmark og er nu ved at blive notificeret i EU efter en fast procedure. Det vil sige, at de øvrige EU-lande er blevet underrettet om ændringsforslaget og nu har mulighed for at komme med indvendinger, hvis nogen f.eks. forudser markedsmæssige eller konkurrencemæssige problemer som følge af ændringen. Fristen for indvendinger er i begyndelsen af august. Fuldmægtig Kasper Graversen fra Sikkerhedsstyrelsen forventer, at ændringen af stærkstrømsbekendtgørelsen går igennem i EU, men han forudser, at de øvrige EU-lande vil nærlæse de afsnit, der handler om, at schukostikkontakterne skal følge de særlige danske krav, før de lovligt må sættes op her i landet.Schukokontakt

– I Danmark har vi nogle særligt høje krav til vores stikkontakter – f.eks. kræver vi i modsætning til mange andre lande den såkaldte pillesikring, der skal forhindre, at små fingre kan komme ind i hullerne i kontakten. Og disse krav skal alle kontakter leve op til – altså både de gamle danske kontakter, de fransk/belgiske, som blev lovlige i Danmark for tre år siden, og nu altså de tyske schukostikkontakter, som er meget udbredt i Europa. Men det betyder jo, at man ikke bare kan tage til Tyskland og købe en hvilken som helst stikkontakt for at installere den i danske bygninger, siger Kasper Graversen.

De nye stikkontakter vil blive testet i henhold til nyeste internationale standard IEC 60884-1 inkl. amendment 1 og der vil altså også være krav om pillesikring.

Flere europadåser

Selv om schukostikkontakterne skal følge de danske krav forudser teknisk konsulent Mads Risgaard Knudsen fra TEKNIQ, at der bliver et betydeligt større udvalg af komponenter og tekniske løsninger, som bygherrer, rådgivere og installatører kan vælge imellem.

– Jeg synes, det er meget positivt, at der med et meget større udvalg og flere spillere på markedet fremover kan konkurreres på andet end pris. Vi vil se, at de danske elinstallationer fremover vil blive meget mere internationaliserede, og jeg tror f.eks. det vil betyde noget for udbredelsen af europadåsen i Danmark. Og det vil igen betyde noget for udbredelsen af KNX-projekter, fordi KNX-afbrydere, -detektorer og andre komponenter smukt og nemt kan kombineres i samme design af europadåser, siger Mads Risgaard Knudsen.

Hos Hjalholt, der er den tyske producent af elmateriel Giras repræsentant i Danmark, har direktør Sven Hjalholt også en forventning om, at lovliggørelsen af schukostikkontakter i Danmark vil gøre en forskel, og han
giver Mads Risgaard Knudsen ret i, at det ikke mindst vil betyde noget for udbredelsen af europadåser.

– Vi vil bestemt se flere schukostikkontakter i Danmark, men jeg vil nødigt skyde på, hvor mange flere. Men jeg er overbevist om, at det hos bygherre, rådgiver og installatør bliver den foretrukne kontakt til køkken og bryggers, for på den måde har de jo sørget for den nødvendige jording til de elektriske apparater. Og så tror jeg også på, at der vil blive åbnet endnu mere for brugen af europadåser og dermed intelligente installationer med schukostikkontakterne, fordi europadåserne spiller bedre sammen med Schuko end med de kendte, gamle danske stikkontakter, siger Sven Hjalholt, der i øvrigt peger på, at europadåsen allerede bliver solgt i et stigende antal i Danmark. Han skyder på, at der samlet set er solgt omkring 200.000 europadåser inden for de seneste tre år.

Han forudser også, at schukostikkontakternes fremmarch vil betyde den endelige udstødelse af pindjordsstikkontakter i Danmark.

– De blev jo lovlige for tre år siden, men er aldrig rigtig slået igennem i Danmark. Når Schuko kommer, så tror jeg, at de ryger helt ud. Schuko står meget stærkere og er meget mere udbredte end f.eks. den fransk/belgiske pindjordsstikkontakt, siger Sven Hjalholt.

Salgsdirektør Mogens Brusgaard fra elmaterielgrossisten Wexøe A/S ønsker den øgede konkurrence på stikkontaktmarkedet velkommen, men forventer ikke nogen paladsrevolution den 15. august.

– Både kunder, forhandlere og arkitekter er konservative, så jeg tror, der vil gå tid, før vi ser de store ændringer i, hvad der bliver solgt og sat op i Danmark. Men det er da rigtig godt, at vi nu endelig får konkurrence på markedet i Danmark, siger Mogens Brusgaard, der understreger, at Wexøe da er klar, hvis efterspøgslen pludselig skulle boome efter schukostikkontakter.

– Vi har kontakt med de tyske producenter, og er klar med en række løsninger, der passer til Schuko, hvis det skal være.

Dyre, danske kontakter

Baggrunden for, at Sikkerhedsstyrelsen nu forsøger at få schukostikkontakterne gjort tilladt i Danmark er, at liberaliseringen af markedet for stikkontakter har været på dagsordenen som et initiativ i regeringens Vækstforum for at skabe øget konkurrence, lavere priser og et større vareudbud på markedet for stikkontakter. En markedsanalyse fra 2006 viste nemlig, at stikkontakter er 15-50 procent dyrere i Danmark end i Tyskland og Sverige.

Schukostandarden har frem til i dag været forment adgang i Danmark af sikkerhedstekniske årsager, fordi der findes flere millioner gamle, flade danske stikpropper, der kan kile sig fast i en schukostikkontakt og give risiko for brand og stød.

– Men nu er normmålene for den flade, danske stikprop blevet ændret, så den ikke længere kan sætte sig fast, og fra den 1. januar 2010 har det været ulovligt at sælge de gamle stikpropper. Så set i lyset af, at der er ved at ske en udfasning af de gamle stikpropper, at der efterhånden er blevet sat HPFI-anlæg op de fleste steder, og at der er en sikkerhedsteknisk fordel ved Schuko, fordi en stor del af de elektriske husholdningsapparater vil få overført jordforbindelsen, har Sikkerhedsstyrelsen vurderet, at en indførelse af schukostikkontakterne ikke samlet set vil rykke det danske sikkerhedsniveau i en negativ retning, forklarer Kasper Graversen, der tilføjer, at Sikkerhedsstyrelsen er klar med normblade mv., hvis bekendtgørelsesændringen går glat igennem i EU.

– Og hvis ikke, så må vi jo sætte os ned og se på de indvendinger, der er kommet og finde ud af, hvordan vi kommer videre.

Sidst opdateret 30.06.2011