Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Fremtidens industrialiserede bæredygtige byggeri og byudvikling

Bæredygtighed og design er et væsentligt element i fremtidens byggeri og bydele verden over.

På en kommende konference med fokus på industrialiseret bæredygtigt byggeri og byudvikling samt danske eksportmuligheder
vil arrangørerne, bl.a. på baggrund af en række konkrete eksempler, gøre op med myten om, at det er meget dyrere at tænke bæredygtighed og godt design ind i moderne bygninger og bydele. Overalt i verden går det bæredygtige hånd i hånd med en fornuftig økonomi.

Konferencen finder sted 7. og 8. juni 2011 på Design City Kolding.

En række spændende danske og internationale eksempler på, hvordan design og bæredygtighed kan indtænkes uden ekstra omkostninger vil blive præsenteret. Blandt eksemplerne er Design City Kolding, der også lægger hus til - her skabes en helt ny bydel, der baserer sig på bæredygtighed, nye samarbejdsformer og innovation gennem design. I tillæg præsenteres en lang række internationale eksempler på bæredygtige byer og bygninger og konkrete cradle-to-cradle-systemløsninger fra Østrig, Holland og Kina.


Netværk og eksportmuligheder

Konferencen er samtidig kickoff for et projekt- og innovationsnetværk om bæredygtige byer og bygninger i Kina og Tyskland, kaldet FISHclusters (Future Industrialized Sustainable Houses), der har til formål at skabe vækstmuligheder for danske systemleverandører ved at tænke bæredygtigt byggeri i global kontekst.

Konkret skabes en teknologisk og forretningsmæssig platform for fælles danske, kinesiske og tyske udviklingsaktiviteter ved at implementere dansk viden om systemer og koncepter i en samlet forretnings- og udviklingsmodel. Det hele skal ske i et samarbejde med lokale virksomheder. Det kan f.eks. dreje sig om solenergitage, intelligente facadeløsninger, og CO2-neutralt 0-energibyggeri.

Udgangspunktet for forretningskonceptet er, at det bæredygtige byggeri ikke skal være dyrere end traditionelt byggeri. Ideen er at opbygge et globalt produktions- og salgsnetværk, men beholde de videntunge aktiviteter, så som design, logistikstyring og højteknologisk produktion i Danmark. Standardiserede, arbejdskraftintensive produktionslinjer lægges uden for Danmark, fx i Kina, og da værdikæden og den tekniske platform, der danner basis for produktionen, styres fra Danmark, sikres just-in-time-leverancer og den rette kvalitet.

Udviklingen af industrialiserede bæredygtige systemløsninger vil ske i udviklingsteams, bestående af danske og kinesiske/tyske virksomheder. Resultaterne afsættes og formidles til de europæiske og kinesiske markeder igennem en eksportkonfigurator, der fungerer som videnbank over de udviklede konfigurerbare løsninger, hvilket giver mulighed for kundetilpassede løsninger (mass customization), baseret på standardiserede processer.

www.fishclusters.dk kan du læse mere om de underliggende netværk, de forskellige aktiviteter og hvordan din virksomhed bliver en del af eksporteventyret.

Tilmelding til konferencen

Du kan tilmelde dig konferencen på Industrinetværkets hjemmeside, hvor du også kan læse mere om programmet og de praktiske detaljer. Medlemmer af industrinetværket får rabat op konferencen så vel som på deltagelse i FISH-netværkene.

Konferencen arrangeres i et samarbejde mellem Teknologisk Institut, InnoBYG, Design City Kolding og Udenrigsministeriet og afholdes på engelsk.

Sidst opdateret 05.05.2011