Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Stort sparepotentiale i detailhandelen

Detailhandelens energiforbrug er i perioden fra 1990 til 2010 steget med 17,9 procent til 10.475 TJ, fremgår det af Energistatistik 2010, som er udgivet af Energistyrelsen.

Samlet set repræsenterer detailhandelen dermed et energiforbrug, som svarer til forbruget i godt 110.000 typiske danske husstande med parcelhus.

Ingen har endnu lavet en samlet analyse over besparelsespotentialet i detailsektoren, men den uafhængige organisation Go’ Energi under Klima-, Energi og Bygningsministeriet har besluttet at gennemføre en undersøgelse af forholdet, oplyser projektleder for erhverv, Thomas Drivsholm. Field's


Stort besparelsespotentiale

At der er mange penge at spare og også ved relativt beskedne investeringer fremgår af en række projekter, som detailhandelen selv har gennemført, og det bekræftes også af den analyse om energibesparelsesmuligheder i erhvervslivet, som Dansk Energi Analyse sammen med rådgiverne Viegand & Maagøe afleverede for to år siden på bestilling af Energistyrelsen, Dansk Energi og  naturgasselskaberne.

Undersøgelsen konkluderer, at erhvervslivet samlet set kan realisere energibesparelser på 10, 16 og 33 procent af det eksisterede forbrug, hvis man accepterer tilbagebetalingstider på henholdsvis to, fire og 10 år. På  elsiden tegner erhvervslivet sig alene for 60 procent af Danmarks samlede forbrug.

– Vores undersøgelse tegner et billede af besparelsespotentialet inden for hele erhvervsområdet, og giver altså ikke noget specifikt indtryk af mulighederne i detailsektoren. Men der er ikke nogen tvivl om, at potentialet er betydeligt, både når det gælder belysning, køl/frost og ventilation, vurderer civilingeniør Mogens Johansson, Dansk Energi Analyse.

Hurtig tilbagebetaling

Det bekræfter både energivejleder og civilingeniør Ann Vikkelsø fra Energitjenesten og projektudvikler Dorthe Bramsen Clausen fra erhvervssamarbejdet Green Network med sekretariat i Vejle.

– Al vores erfaring peger på, at der med beskedne investeringer er meget at hente  især på belysningssiden, men det er svært at trænge igennem, fordi detailhandelen er så presset, som tilfældet er i øjeblikket. Vi planlægger nu at besøge alle butikker i det centrale Vejle for at gøre dem opmærksomme på mulighederne, siger Dorthe Bramsen Clausen.

Green Network tilbyder en finansieringsmodel, som indebærer, at elregningen holdes  i ro, og at investeringen i energibesparende foranstaltninger afskrives via besparelsen. Når investeringen er afskrevet, reduceres elregningen.

– I mange tilfælde sker det allerede i løbet af et års tid, og elregningen kan typisk halveres, siger Dorthe Bramsen Clausen.


Som eksempel nævner hun, at belysningsleverandøren Lumiére for HTH i Vejle har gennemført en sanering af butiksbelysningen med  en tilbagebetalingstid på mindre end et år.

HTH investerede 54.000 kroner i ny belysning, og reducerede på den måde sin årlige elregning fra 85.000 kroner til 20.000 kroner, oplyser direktør Michael Grundholm, Lumiére.


Simple foranstaltninger

Ann Vikkelsø fra Energitjenesten København anslår, at de fleste mindre detailbutikker uden de store investeringer og med   tilbagebetalingstider på nul til fire år kan skære 15-25 procent af deres energiforbrug.

Energitjenesten har rådgivet 400 forretningsdrivende i forbindelse med sit koncept Grøn Butik, og der skal ofte ikke så meget til, siger Ann Vikkelsø:

– Det er vores erfaring, at mere end halvdelen af butikkerne kan spare el ved at nedsætte belysningstiden, og det kan gøres ved meget lav eller slet ingen investering. To tredjedele af butikkerne kan spare på strømmen ved at vælge mere effektive belysningskilder. I fødevarebutikker fylder køl meget, og også her er det vores opfattelse, at der er gode muligheder for at realisere besparelser uden, at  der skal investeres voldsomt.


Af Klaus A. Jensen.

Sidst opdateret 08.11.2011