Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Indbrudstyve skræmt væk

Tv-overvågning suppleret med privat, natlig vagtpatruljering har skræmt indbrudstyvene væk fra en erhvervspark med 250 virksomheder i udkanten af Middelfart tæt på motorvejen.
Før blev der begået op til flere indbrud hver måned, men efter at der for et år siden som et forsøg blev etableret tv-overvågning af indfaldsvejene til erhvervsområdet omkring Mandal Allé har virksomhederne stort set været forskånet for indbrudstyverier.Overvågning

– Det er indiskutabelt, at etableringen af kameraer i kombination med vagtrunderingen har reduceret antallet af indbrud markant, konstaterer direktør Torben Hjermbæk fra det installatørejede vagtselskab Sikringsvagten.
Firmaet har lavet aftale med 70 virksomheder i erhvervsparken, som hver betaler 161 kroner om måneden for en times natlig vagtpatruljering typisk fordelt over to-tre kørsler.

Langt færre indbrud

Torben Hjermbæks vurdering bekræftes af Fyns Politi, der med midler fra en særlig pulje under Rigspolitiet sidste forår betalte 140.000 kroner for etablering af tv-overvågning af de tre indfaldsveje til erhvervsområdet i Middelfart. Siden da har der kun været registreret tre indbrud hos virksomheder i området mod henholdsvis 17, 23, 16 og 12 de foregående år.

– Den stærkt reducerede indbrudsaktivitet må klart tilskrives de foranstaltninger, vi gennemførte sidste år og som blev suppleret med en privat ordning, hvor en række virksomheder har lavet aftale med Sikringsvagten om vagtpatruljering i området, siger lokalpolitileder Kim Strømvig fra Fyns Politi i Middelfart.
Også antallet af ordinære tyverier, som anmeldes til politiet fra virksomhederne i området, er faldet mærkbart efter etableringen af tv-overvågning af indfaldsvejene.

Et toårigt forsøg

Overvågningen er led i et toårigt forsøg, som gennemføres med støtte fra Rigspolitiet og flere private sponsorer heriblandt installationsvirksomheden EL:CON.
Risikokoordinator Erling Bohsen, Middelfart Kommune, håber allerede nu, at flere virksomheder og offentlige bygningsejere vil tegne abonnement på Sikringsvagtens patruljetjeneste.

– Det vil gøre det muligt at have en vægterbil kørende i Middelfart hele natten, som vi tidligere har haft. Så kan vi få udrykningstiderne i forbindelse med indbrud ned på kun 5-10 minutter mod nu 25-40 minutter, men det kræver, at virksomhederne slutter op, siger han.


Ingen politibeføjelser

Torben Hjermbæk, Sikringsvagten, understreger, at hans medarbejdere ikke har nogen politimæssige beføjelser i forbindelse med det forsøg, der nu gennemføres i Middelfart.

– Det er politiet, der entydigt er myndighed på gader og veje. Vi kører i princippet alene frem til de virksomheder og parceller, som har tilmeldt sig vores vagtordning. Vi må f.eks. ikke fotografere biler, der holder på offentlig vej, men når det er sagt, er vi selvfølgelig et vågent øje, siger han.

Torben Hjermbæk er ligesom Erling Bohsen skuffet over, at kun 70 virksomheder ud af i alt 250 i erhvervsområdet ved Mandal Allé har tegnet abonnement på Sikringsvagtens ydelse.
– To tredjedele kører altså friløb, og det betyder, at der ikke er økonomisk grundlag for at udvide vores service, siger han.

Af Klaus A. Jensen
Sidst opdateret 12.09.2011