Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Træk solcelleanlægget fra på selvangivelsen

Solcelleanlæg har aldrig været en bedre investering. En hidtil ikke særlig anvendt mulighed for at lave en 25-procent afskrivning på et solcelleanlæg giver nemlig danske boligejere mulighed for årligt at spare op til 16.000 kroner i skat de første to år af anlæggets levetid. Det viser nye beregninger som Revisionsfirmaet Ernst & Young har lavet for TEKNIQ.

Skatteteknisk sker der nemlig følgende, når Hr. og Fru Jensen vælger at installere et solcelleanlæg: Familien investerer i et solcelleanlæg til 140.000 kroner og tilslutter det elnettet. I det øjeblik anlægget tilsluttes elnettet – og anlægget registreres hos Energinet.dk – opfattes solcelleanlægget i skattelovgivningen som et produktionsanlæg. Og på et produktionsanlæg kan Familien Jensen årligt afskrive op til 25 procent. Det er denne afskrivning, som skattemæssigt vil betyde at Hr. Jensen årligt sparer op til 16.000 kroner på sin skattebillet.

– Installatørerne har indtil nu været meget tilbageholdende med at oplyse kunderne om disse skattetekniske forhold, fordi der har været usikkerhed om reglerne. Men den usikkerhed skulle nu være bragt ud af verden, siger Søren Rise, chefkonsulent i TEKNIQ.

Han henviser til notatet ”Skattemæssige forhold for solcelleanlæg under nettomålings-/tilbageløbsordningen” som Revisionsfirmaet Ernst & Young har udarbejdet for TEKNIQ. Af notatet fremgår det blandt andet, at det netop er denne skattetekniske opfattelse af solcelleanlægget som et produktionsanlæg, der er med til at gøre anlægget til en god forretning.

Forudsætningerne for skattefradraget

En forudsætning for, at solcelleanlægget giver ret til 25-procent-afskrivning, er, at anlægget højst må have en effekt på 6 kW. Samtidig skal anlægget være tilsluttet elnettet, og derfor med årlig nettoopgørelse (tilbageløbsordningen). Anlæg, der kun producerer til eget forbrug, kan ikke trækkes fra.

– Derudover er der flere andre betingelser, som man skal være opmærksom på. For det første må solcelleanlægget ikke være en integreret del af bygningen. I så fald, vil det skatteteknisk blive anset for at være en del af bygningen og ikke et produktionsanlæg, og så gælder afskrivningsreglerne ikke. Derudover skal man huske, at anlæggets stamoplysninger skal være registreret hos Energinet.dk, og kunden skal være tildelt et GSRN-nummer, siger Søren Rise.

Ifølge Ernst & Young kan en gruppe af husstande også få skatterabatten. Det kræver dog, at solcelleanlægget er tilsluttet forbrugsinstallationen, og forbruget afregnes individuelt via måler. Husstanden skal være direkte medejer af anlægget, og andelen af et samlet skattefradrag skal svare til ejerandelen.

Reglerne gælder tilsvarende for små husstandsvindmøller.

BoligJobfradraget giver yderligere besparelse

Ud over skattefradraget på de cirka 16.000 kroner, er der også mulighed for at udnytte det BoligJobfradrag, som blev indført før sommerferien.

– BoligJobfradraget udgør 15.000 kroner per voksen over 18 år i hustanden. Maksimum for dette fradrag er den arbejdsløn, der udbetales i forbindelse med installationen af solcelleanlægget. Dermed falder prisen for solcelleanlægget yderligere. Det burde alt andet lige gøre interessen for solceller endnu større, siger Søren Rise.

Ud over den direkte skattebesparelse opnås der en sparet udgift på elregningen og i bedste fald en overproduktion til årlig afregning til ejeren via nettomålingsordningen.

Samtidig er priserne på solceller faldet dramatisk i de senere år, og det gør økonomien i et solcelleanlæg endnu bedre.

– Ifølge Energistyrelsens beregninger er prisen på solceller næsten halveret over de seneste ti år, og det vil naturligvis få langt flere til at interessere sig for netop den løsning, siger Søren Rise.


Klik på tabellen nedenfor for at se beregningseksempler i fuld størrelse

Beregningseksempel - træk solcelleanlægget fra på selvangivelsen
Sidst opdateret 29.09.2011