Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

The real thing

– Det er rart, at man kan vise sine håndværksmæssige evner og lave noget, man kan se på og noget som fortsat eksisterer også om tre år, siger Max Nøraa Nielsen.

Normalt gennemføres en svendeprøve som værksteds- eller laboratorieopstilling, men for den unge elektriker og hans studiekammerat på Den Jydske Haandværkerskole i Hadsten, Martin Volsgaard, var det skinbarlig virkelighed, da de umiddelbart før jul aflagde svendeprøve i specialet styrings- og reguleringsteknik.

Max Nøraa Nielsen (tv.) og Martin Volsgaard fik topkarakterne 12 for deres svendeprøve.

Max Nøraa Nielsen (tv.) og Martin Volsgaard fik topkarakteren 12 for deres svendeprøve.
Foto: Allan Møller


Sammen har de foretaget en gennemgribende renovering af det elektriske system på køleafdelingens ammoniakanlæg på håndværkerskolen.

For indsatsen er Max Nøraa Nielsen og Martin Volsgaard blevet belønnet med et flot 12-tal, og dermed kan de nu springe ud i tilværelsen som udlærte elektrikere.

Gennemgribende renovering

Ideen til svendeprøveprojektet fik de to elektrikerlærlinge, da de under en tidligere rundvisning i køleafdelingen blev fortalt, at styringen til ammoniakanlægget trængte til en gennemgribende renovering. Max Nøraa Nielsen har været lærling hos Johnson Controls, som leverede anlægget i 1986, og styringen har været delvist moderniseret – også som et svendeprøveprojekt – i 2006.
Men denne gang handlede det om et totalt remake af ammoniakanlæggets elektriske system, som er blevet opgraderet med nyt energieffektivt udstyr.

– Der har ikke bare været tale om fysiske ændringer, men om en total omprogrammering lavet helt fra bunden med frekvensomformere og kondenseringstrykoptimering på køletårn og kondensator. I den forbindelse er der blevet monteret nyt touchpanel, og alle kabler er blevet udskiftet, fortæller Martin Volsgaard, som har haft lærlingekontrakt med Idom El og med daglig udstationering på jernstøberiet Valdemar Birn A/S i Holstebro.

Han var dermed på udebane i forhold til sin kammerat og brugte af samme grund en uge hos Johnson Controls med at tilegne sig viden om kompressoranlæggets opbygning og funktion.

Alle gode gange tre

For Max og Martin har det hele tiden ligget i luften, at de skulle arbejde sammen om svendeprøveprojektet efter gode erfaringer fra tidligere fællesopgaver på H2 og H3.
– Man siger jo alle gode gange tre, og det har vi ikke haft grund til at fortryde, selv om projektet set her i bagklogskabens lys nok var så stort, at vi kunne have haft brug for en tredjemand. Det har været en stor mundfuld, men også en sund læreproces, siger Martin Valsgaard.

En lang proces

For de to nu udlærte elektrikere har forløbet frem mod svendeprøven været lang, og den begyndte allerede sidste forår, hvor de første tekniske tegninger blev lavet med henblik på at kunne foretage den nødvendige bestilling af komponenter til opgaven, og de sidste dele var da også først i hus i det afsluttende skoleforløb. Forud for det praktiske arbejde gik yderligere flere uger med en grundig procesbeskrivelse og dokumentation af opgaven.

Af Klaus A. Jensen

Sidst opdateret 16.01.2012