Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Initiativer rettet mod sort arbejde og Betalingsfristen efter boligjobordningen

Folketinget har vedtaget en række initiativer mod sort arbejde. De første træder i kraft den 1. juli 2012 og de sidste den 1. januar 2013.

Initiativerne fastsætter regler om
  1. Virksomhedernes køb af vare- og tjenesteydelser
  2. Kundernes betalinger af regninger fra virksomheder
  3. Adgang til privat grund
  4. Legitimationspligt
  5. Omvendt betaling ved handel med metalskrot
  6. Skiltning på byggepladser
  7. Firmanavn eller logo på gulpladebiler
  8. Familie- og vennetjenester
  9. Endvidere sker der en ændring i Boligjobordningen


Fra 1.juli 2012

1. Virksomheders køb af vare- og tjenesteydelser


Virksomheder skal betale regninger over 10.000 kr. inkl. moms digitalt for at bevare skattefradraget for udgiften og undgå hæftelse, hvis leverandøren ikke betaler moms og skat. Digital betaling sker f.eks. med dankort, via netbank, på posthus eller i banken.

Der er ikke fradragsret for kontante betalinger på over 10.000 kr. inkl. moms, men hæftelsen kan undgås ved at sende en besked til skat om kontantkøb på over 10.000 kr. inkl. moms via TastSelv.

Flere betalinger, som vedrører samme leverance, ydelse, kontrakt eller lign., f.eks. a conto betalinger på en entrepriseaftale anses som én betaling i forhold til beløbsgrænsen på 10.000 kr. inkl. moms.

Ved løbende ydelser eller periodiske ydelser, f.eks. telefoni, rengøring, husleje eller en vedligeholdsaftale, skal flere faktureringer og betalinger anses om én samlet leverance, når de sker inden for samme ka¬lenderår.

Hvis fradraget ikke opfylder betingelserne, skal det tidligere fratrukne beløb reguleres tilbage, når betalingen sker i indkomståret. Hvis betaling sker efter udløbet af indkomståret medtages beløbet som indtægt i det indkomstår, hvor betalingen sker.

Hvis en virksomhed ikke har mulighed for at betale digitalt, kan virksomheden opnå fradrag ved på told- og skatteforvaltningens hjemmeside at indberette oplysninger om det foretagne køb, herunder fakturaoplysninger, der entydigt identificerer leverandøren og betalingen heraf. Indberetningen skal foretages senest 14 dage efter betalingen, dog senest 1 måned efter fakturaens modtagelse.

2. Kunders betalinger af regninger fra virksomheder

Borgere skal betale regninger på over 10.000 kr. digitalt for at undgå at hæfte for skat og moms, hvis leverandøren ikke betaler skat og moms. Dette gælder ikke rene varekøb f.eks. et tv eller en rejse. Digital betaling sker f.eks. med dankort, via netbank, på posthuset eller i banken.

En skattepligtig borger, der køber ydelser eller varer sammen med ydelser f.eks. håndværksydelser med eller uden materialeleverancer, hæfter solidarisk med den erhvervsdrivende for betaling af indkomstskat, arbejdsmarkedsbidrag og moms, som den erhvervsdrivende har unddraget, hvis regningen er over 10.000 kr. inkl. moms, og betalingen ikke er sket digitalt.

Flere betalinger, som vedrører samme leverance, ydelse, kontrakt eller lign., anses som én betaling i forhold til beløbsgrænsen på 10.000 kr. inkl. moms.

Ved løbende ydelser eller periodiske ydelser skal flere faktureringer og betalinger anses om én samlet leverance, når de sker inden for samme kalenderår.

Den solidariske hæftelse er begrænset til den ydelse, der leveres til borgeren.

Hvis en borger ikke har mulighed for at betale digitalt, kan borgeren undgå hæftelsen ved på TastSelv at indberette oplysninger om det foretagne køb, herunder fakturaoplysninger der entydigt identificerer leverandøren og betalingen heraf. Indberetningen skal ske senest 14 dage efter betaling dog senest 1 måned efter fakturaens modtagelse.

3. Adgang til privat grund

Skat kan gennemføre kontrol uden retskendelse på ejendomme, der tjener til privatbolig eller fritidsbolig, hvis der synligt kan konstateres udendørs aktiviteter af professionel karakter.

Kontrollen omfatter ikke adgang til kontrol af selve boligen eller fritidsboligen.

4. Legitimationspligt

På forlangende af Skat skal arbejdsudøvende, f.eks. håndværkere, i forbindelse med en kontrol oplyse cpr-nr. og forevise gyldig legitimation.

Legitimationen kan f.eks. være pas, kørekort eller andet, der viser personens fulde cpr-nr. For udenlandske arbejdstagere kan legitimationen være visum, ID eller arbejds- og opholdstilladelse.

5. Omvendt betaling ved handel med metalskrot

Brugen af omvendt betaling udvides så den gælder både ved national og international handel med metalskrot. Ændringen medfører, at momsindbetalingen og momsfradraget nu skal foretages af en og samme virksomhed.


Fra 1. januar 2013

6. Skiltning på byggepladser

På byggepladser på privat grund, hvor der foregår nybyggeri, reparation, modernisering ombygning eller lignende af fast ejendom, skal den eller de virksomheder, der udfører arbejde på stedet, opsætte skilte, hvoraf det tydeligt fremgår, hvem der udfører arbejdet. Virksomhedens navn, adresse og cvr-nr. skal fremgå af skiltet.

Virksomheder, der er hjemmehørende i udlandet, skal herudover skilte med deres RUT-nummer.

Der skal ikke opsættes skilte, hvis entreprisesummen for den enkelte virksomhed ikke overstiger 50.000 kr. inkl. moms, hvis arbejdet udføres og afsluttes i løbet af en arbejdsdag, eller hvor dette ikke er praktisk muligt, fordi arbejdet foregår på en byggeplads vedrørende etagebyggeri i et tæt bebygget område.

Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om skiltenes udformning, indhold og placering på byggegrunden.

7. Firmanavn eller logo på gulpladebiler

Gulpladebiler med en tilladt totalvægt på ikke over 4 ton, der er registreret udelukkende til erhvervsmæssig anvendelse, skal være forsynet med virksomhedens navn eller logo og virksomhedens cvr-nr.

Vare- og lastbiler, der er registeret i udlandet, og som benyttes erhvervsmæssigt her i landet, skal synligt i køretøjets forrude have anbragt dokumentation for deres registrering i RUT-registeret.

Skatteministeren fastsætter nærmere regler for, hvordan oplysningerne skal fremgå på et køretøj.


8. Familie- og vennetjenester

Unge under 16 år kan arbejde i private hjem uden at blive beskattet af lønnen, hvis arbejdet udføres for private personer som familie, venner og naboer. Der skal betales skat af lønnen fra det fyldt 16. år.
Løn for arbejde, der udføres for virksomheder, er skattepligtigt uanset personens alder.

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes ikke værdien af sædvanlige ydelser, der udføres inden for privatsfæren som udslag af familie- og vennetjenester. Ydelserne må ikke, 1) være af kommerciel karakter, 2) indgå i organiseret byggehandel, 3) bestå i forud aftalt udveksling af ydelser eller 4) inkludere betaling med kontanter eller andre likvide midler.

Folkepensionister kan arbejde i private hjem for op til 10.000 kr. om året uden at skulle betale skat af lønnen. Det er ikke en betingelse at modtage folkepension, men personen skal have ret til at modtage folkepension (alderskrav).

Vederlag for arbejde for en privat udført i eller i tilknytning til dennes private hjem af en person, der opfylder kravet om at kunne få folkepension, er ikke skattepligtigt. Arbejdet må ikke udføres som ved erhvervsmæssig virksomhed, og den del af vederlaget, der overstiger 10.000 kr. for et indkomstår, medregnes til den skattepligtige indkomst. Grundbeløbet på de 10.000 kr. reguleres årligt.

De arbejder, der er tale om, er arbejder, det er normalt selv at udføre, f.eks. indkøb, vask, madlavning, rengøring, hente og bringe børn, lektiehjælp, havearbejde, vedligehold og småreparationer på boligen.

Boligjob-ordningen

For arbejder, der er udført i 2011, gives fradraget i indkomståret 2011, hvis arbejdet er betalt i perioden fra og med 1. juni 2011 til og med 29. februar 2012.

For arbejder udført i 2011, der er betalt fra og med 1. marts 2012 til og med 28. februar 2013 og for arbejder udført i 2012, der er betalt i perioden fra og med 1.januar 2012 til og med 28. februar 2013, gives fradraget i indkomståret 2012.



Yderligere information:
Erhvervsafdelingen, underdirektør Jan Eske Schmidt, tlf. 77 41 15 60, e-mail: jes@tekniq.dk

(T-18/2012)

Sidst opdateret 27.06.2012