HMN Naturgas I/S har i 2011 realiseret 37 procent flere energibesparelser, end selskabet er forpligtet til. Det skyldes ikke mindst et succesrigt samarbejde med installatørerne, der sikrer deres kunder en besparelse via energiselskabet.
Samarbejde om energibesparelser har vist sig at være en god forretning for HMN Naturgas I/S, for de lokale installatører, for kunderne og for staten.
Ved at lade eksterne installatører formidle muligheden for tilskud til energirenovering, er det dels lykkedes at tiltrække flere kunder, lave bedre og mere miljørigtige løsninger og kvittere over for staten med flere realiserede energibesparelser end forventet.
– Det er en helt bevidst strategi fra vores side at opnå resultater via samarbejde. Vi kan drage fordel af at bygge videre på de relationer, som installatørerne har til kunderne, fordi det er vores opfattelse, at kunderne får en god rådgivning og lytter meget til installatørerne. Skulle vi klare den opgave selv, ville det kræve mange ressourcer uden grund. Vi har altid haft et godt samarbejde – også i forhold til at få private til at konvertere fra olie til naturgas, siger afdelingschef Per Jensen.
Hidtil bedste resultat
HMN Naturgas har hvert år opnået flere energibesparelser, end selskabet er forpligtet til over for staten. Men de 37 procent flere sparede MWh i 2011 er det hidtil bedste resultat.
– Det var målet at nå overden hidtidige rekord, fordi vi forventer højere krav fra staten fremadrettet. Når det er lykkedes, tror jeg, dels det er fordi kunderne er mere bevidste om energi. Men jeg tror også, installatørerne har ydet en større indsats. Ganske simpelt, fordi det er sværere at få ordrer, og derfor har installatørerne måske været mere opsøgende i forhold til at nå ud til kunderne og få del i energirenoveringsopgaverne, siger Per Jensen.
I år og fremover vil fokus hos HMN Naturgas derfor være det samme – dog med et øget blik for forbedringer af boligens klimaskærm. Og samarbejdet vil fortsætte.
– Det ligger os meget på sinde at inddrage de eksterne aktører så meget som muligt. Den tilgang er præget af vores ejerskab, fordi vi er ejet af kommunerne og dermed ikke skal generere et stort overskud til aktionærer eller lignende. Derfor vælger vi den løsning, som vi mener, kommer kunderne mest til gode, siger Per Jensen.
Læs også
» Installatørerne hjalp HMN Naturgas i mål
» TEKNIQ indgår samarbejdsaftale med HMN Naturgas
» TEKNIQs medlemmer er med til at sikre store energibesparelser i Danmark
Af Trine Møller Pedersen