Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Energimåling i slæbegear

En kvart million oliefyrede kedelanlæg skulle senest 1. juni i år have været igennem en ny og lovpligtig energimåling, men sådan er det ikke gået. Mindre end hver tiende kedel er blevet energitjekket. Det svarer til, at der kun er gennemført 23.000 energimålinger, fremgår det af en opgørelse, Energistyrelsen har foretaget for fagbladet Dansk VVS, og dermed er en ambition om at få udskiftet en række gamle og ineffektive oliekedler heller ikke indfriet.

– Vi må erkende, at det går langsommere med at få foretaget energimålingerne, end vi havde forestillet os. Det er klart, at antallet af energimålinger ikke er så mange, som man kunne ønske sig, siger fuldmægtig Kåre Groes fra Energistyrelsen.

Han tilføjer, at styrelsen henover efteråret vil overveje, hvad der kan gøres for at få sat mere skub i ordningen.

Med den nye måleordning skal der én gang årligt foretages en energimåling på oliefyrede kedelanlæg. Hvis der i forbindelse med to på hinanden følgende røggasmålinger bliver registreret et røgtab på mere end 10 procent eller et sodtal på mere end 1, skal der foretages et udvidet energisyn, som omfatter hele husets varmeinstallation – inklusive radiatoranlægget.

De ældste varmeanlæg med oliekedler fra før 1977 skal i alle tilfælde energisynes.

Alternative muligheder

Energisynet indebærer, at kedelejeren modtager rådgivning om alternative muligheder, samtidig med at han får konkrete økonomiske beregninger over, hvad det vil koste at udskifte oliefyret med en mere effektiv model eller til en anden varmekilde som for eksempel en varmepumpe eller et pillefyr.

Men også på dette punkt halter eftersynsordningen gevaldigt, idet Energistyrelsen endnu ikke har defineret den ramme eller lavet det beregningsværktøj, som installatør og montør skal forholde sig til, når der gennemføres et energisyn.

– Det er selvfølgelig beklageligt, og jeg ved ikke, hvornår vi er klar med beregningsmodellen, siger Kåre Groes, som ikke har nogen nærmere forklaring på forsinkelsen.

Mange gamle kedler

Indberetninger fra de første 23.000 energimålinger viser, at næsten en fjerdedel af kedlerne er fra før 1977 (5.600 i alt), mens der kun i 66 andre tilfælde er registreret overskridelser af grænserne for røgtab og sodtal.

Alle de ældre og ineffektive kedler skal nu gennem det mere omfattende energisyn, som altså bare ikke er defineret endnu. Energistyrelsens opgørelse over ineffektive oliekedler bekræftes stort set af de markkontroller, Dansk Energi Brancheforening, DEBRA, har lavet.

Både energimåling og energisyn må kun foretages af en af de 751 såkaldte tekniske eksperter, der er godkendt og registreret af Energistyrelsens SEEB-sekretariat (Sekretariatet for Energieffektive Boliger). 

Manglende information

Men det er kedelejeren selv, som har forpligtelsen til at få lavet en energimåling af det enkelte oliefyr. Energistyrelsen har imidlertid ikke gennemført nogen informationskampagne, som kan gøre ejerne af oliefyr opmærksomme på de nye regler, konstaterer teknisk chef i TEKNIQ Christian Jarby.

– Det siger næsten sig selv, at man ikke kan gennemføre nye regler af den type, der her er tale om, uden at man samtidig går ud med information. Hvordan skal hr. og fru Hansen ellers vide, at de nu hvert år skal have lavet energimåling på deres oliefyr, siger Christian Jarby.

Han opfordrer til, at Energistyrelsen nu går ud med en bred informationskampagne.

Det kan også godt blive tilfældet, forklarer Kåre Groes:

– Det er en af de ting, vi skal have afklaret, og en øget informationsindsats kan sagtens komme på tale, siger han.
Kåre Groes oplyser desuden, at Energistyrelsen også via stikprøver overvejer at politianmelde ejere af oliekedler, som ikke får gennemført den obligatoriske energimåling.

Det vil indtil videre i givet fald skulle ske gennem en regulær politianmeldelse, selv om der i foråret blev gennemført en lovændring, som gør det muligt for Energistyrelsen at give bødeforlæg rent administrativt på både energimærkningsområdet og når det gælder energimåling af oliekedler.

– Foreløbig må vi dog vente med denne mulighed, for selvom lovgivningen er på plads, mangler der stadig at blive skrevet en bekendtgørelse, siger Kåre Groes. 

Fast pris

TEKNIQ har tidligere i forbindelse med oprettelsen af ordningen kritiseret, at maksimumprisen for gennemførelse af en energimåling er bestemt af Energistyrelsen med en fast honorering for en isoleret energimåling på 516 kroner og 295 kroner, hvis målingen foretages i forbindelse med andet arbejde. For et energisyn af hele varmeanlægget må den udførende virksomhed højst fakturere sin kunde 1.076 kroner.

– Med de tariffer er det ikke i sig selv forretningsmæssigt interessant at gennemføre en energimåling eller et energieftersyn, og det svækker ordningen betydeligt, siger Christian Jarby.


FAKTA: Årlig energimåling

Ifølge en ny bekendtgørelse, som trådte i kraft 1. februar 2011, skal alle oliefyrede kedelanlæg have foretaget en årlig energimåling af en teknisk ekspert – første gang senest 1. juni i år.

Energimålingen omfatter:

  • Forbrændingslufttemperatur
  • Røggastemperatur
  • Sodtal
  • Iltindhold
  • Kulilteindhold (kun for anlæg med blåfremmebrændere)
  • Beregning af røgtab

Den tekniske ekspert skal indberette måleresultaterne til Energistyrelsens SEEB-sekretariat.

Ved første energimåling skal den tekniske ekspert desuden indberette adresseoplysninger, kedeltype plus alder og ydelse.

De indberettede data bruges til at identificere ineffektive kedler.
Reglerne er beskrevet i ”Bekendtgørelse om eftersyn af kedel- og varmeanlæg i bygninger”.

Kilde: Energistyrelsen


FAKTA: Energisyn

  • Ineffektive, oliefyrede kedel- og varmeanlæg skal i forlængelse af den obligatoriske energimåling have udført et energisyn af en teknisk ekspert.
  • Formålet med energisynet er at vejlede kedelejeren i, hvordan der kan opnås energibesparelser.
  • Kedler fra før 1977 skal automatisk energisynes, og desuden skal også yngre kedler, der overskrider grænseværdierne for røgtab eller sodtal, gennem et energisyn. 
  • Energistyrelsen sender brev til kedelejeren med oplysning om eftersynskravet.
  • Ved energisynet beregner den tekniske ekspert kedelanlæggets virkningsgrad, som er et mål for anlæggets effektivitet. Virkningsgraden er udtryk for den andel af energien, en kedel kan omsætte til varme, når den kører ved fuld belastning. For eksempel udnytter ældre oliekedler ofte kun 70-75 procent af energien, mens de mest energieffektive nye kedler udnytter tæt på 100 procent.

Kilde: Energistyrelsen

Af Klaus A. Jensen

Sidst opdateret 01.11.2012