Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Finanslov. Ekstra udgifter lægger gift for flere job

Lars Petrowsky, medlem af TEKNIQ-råd Syddanmark
Lars Petrowsky  
Debatindlæg af Lars Petrowsky, medlem af TEKNIQ-råd Syddanmark, direktør Petrowsky A/ S, Vestergade 28B, Vejle, bragt i Vejle Amts Folkeblad 6. september 2012

Boligbyggeriet er faldet med 4,3 pct. i 2. kvartal 2012. Det samlede private forbrug er faldet med 0,9. Og køb af service og tjenester med 1,9.

Nye tal fra Danmarks Statistiks Nationalregnskab tegner et billede af en dansk økonomi i fortsat krise.

Regeringens svar på den massive økonomiske udfordring fik vi mandag den 27. august, da finanslovsforslaget for 2013 blev offentliggjort.
Forslaget indeholder en ekstra regning til virksomhederne på ca. 1,5 mia. kr. i form af forhøjet AER-bidrag.

For os i installationsbranchen betyder det, at 3000 virksomheder tilsammen årligt skal finde yderligere 40 mill. kr. - svarende til ca. 1300 pr. medarbejder - til den slunkne statskasse.

At dømme ud fra forslaget tror regeringen tilsyneladende, at øgede udgifter for virksomheder skulle virke stimulerende på økonomien. Men når det bliver dyrere for virksomheder at ansætte nye medarbejdere, vender vi skråen en ekstra gang, inden vi opretter nye arbejdspladser.

Vejen til øget vækst og beskæftigelse går ikke gennem en forringelse af virksomhedernes konkurrenceevne, tværtimod. Regeringen burde i stedet gøre det mere attraktivt for virksomhederne at oprette nye job. For at gøre ondt værre har regeringen samtidig besluttet at barbere to mia. kr. af diverse erhvervsstøtteordninger. Værst går det ud over den pulje til energirenovering i private hjem, som ifølge sidste års finanslovsaftale skulle træde i stedet for boligjobordningen (servicefradraget). Den pulje er helt fjernet.

Regeringsgrundlaget er bygget op omkring to principper. Det ene er, at virksomhedernes konkurrenceevne skal forbedres. Det andet er, at der skal skabes økonomisk vækst. Regeringens forslag til finanslov gør det stik modsatte. Det forværrer virksomhedernes konkurrenceevne og lægger gift ud for fremtidig økonomisk vækst. Helt og aldeles perspektivløst.
Sidst opdateret 11.09.2012