Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Håndværkere ikke skyld i høje boligpriser

Boligpriserne har været på himmelfart i dette årti, og det er bygherrerne, der har høstet fortjenesten. Bolig- og byggemarkedet har været præget af travlhed, men når håndværkeren er gået hjem, er bygherren gået grinende ned til banken. For mens byggeomkostningerne er steget med 12,5 % fra 2003 til 2006, så var salgspriserne på boliger steget med hele 69 %, da de lå på deres højeste i tredje kvartal 2006. Det viser en beregning foretaget af TEKNIQ baseret på tal fra Danmarks Statistik.
– Tallene viser, at der ingen sammenhæng er mellem byggeomkostningerne og prisen på boligen. Så det er nogle andre end håndværkerne, der tjener de mange penge, konstaterer underdirektør i TEKNIQ Jan Eske Schmidt som en reaktion på tallene. Selv om håndværkere får skyld for meget, så er det med andre ord ikke deres skyld, at boligpriserne er steget så meget, som tilfældet er.

Byggeomkostninger kun steget marginalt
Byggeomkostningernes stigning på 12,5 % er kun lidt højere end inflationen på 7 % i perioden fra 2003 til 2006.
– Udviklingen i byggeomkostningerne er marginal, når man ser den i forhold til inflationen. Det bekræfter blot, at det ikke er håndværkerne, der tjener på den voldsomme stigning i boligpriserne, påpeger Jan Eske Schmidt.
Byggeomkostningerne er sammensat af omkostninger til materialer og arbejdskraft. Tallene fra TEKNIQs beregning viser, at det er prisstigninger på materialerne, der kan forklare størstedelen af den udvikling, der trods alt har været i byggeomkostningerne.

Materialer blevet dyrere
I 2006 steg byggeomkostningerne på boliger med 5,7 % generelt. Materialeomkostningerne steg med 6,8 %, mens arbejdsomkostningerne kun steg med 3,4 %. For elbranchen har udviklingen i byggeomkostninger været lidt højere end for byggefagene som helhed, idet byggeomkostningerne steg med 9,4 % i 2006, men også her kan omkostningsudviklingen først og fremmest forklares med en endnu større stigning i materialepriserne. Materialeomkostningerne på elområdet steg nemlig med 11,9 %, mens arbejdsomkostningerne kun steg med 4,9 % i 2006.
– Blandt andet kobberpriserne har stor indflydelse på materialeomkostningerne for elbranchen, og kobberpriserne er steget, men falder nu lidt igen, nævner Jan Eske Schmidt som en af flere mulige forklaringer på udviklingen i materialeomkostninger.
Sidst opdateret 19.09.2008