Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Udsigt til mere lærerbaseret undervisning på erhvervsskolerne

TEKNIQ byder det velkommen, at undervisningsministeren nu har valgt at sætte fokus på, hvordan kræfterne bruges på erhvervsskolerne. Installatørerne har nemlig tidligere på året over for ministeren dokumenteret, at skolerne skar ned på den lærerbaserede undervisning – visse steder med helt op til 20 pct. – angiveligt fordi de skulle afsætte ressourcer til andre opgaver.

– Vi er glade for, at ministeren nu åbner for diskussionen om, hvad der er erhvervsskolernes kerneopgave. I vores øjne er det lærerbaseret undervisning, siger Niels Jørgen Hansen, administrerende direktør i TEKNIQ.
Ministerens initiativ er helt konkret et afbureaukratiseringsudvalg, der har til formål at undersøge, hvordan man i fremtiden kan sikre, at kræfterne på erhvervsskolerne bruges til undervisning af eleverne og ikke til unødigt bureaukrati og registreringer. Udvalget skal blandt andet identificere og analysere de dokumentationskrav, som skolerne skal opfylde, og på den baggrund bidrage med forslag til forenklinger. Derudover skal udvalget kortlægge og vurdere de krav, Undervisningsministeriet og andre myndigheder stiller til skolerne – og de krav, skolerne stiller til sig selv. Endelig skal udvalget også kortlægge, om de redskaber, som skolerne har til rådighed, f.eks. it-baserede systemer, fungerer hensigtsmæssigt.

En opgørelse, foretaget af TEKNIQ tidligere på året, viste, at en række erhvervsskoler har skåret næsten 20 pct. af undervisningstiden bort på grundforløbene.

– Vi har tidligere på året ved selvsyn kunnet konstatere, at mange af vore lærlinge bliver snydt for lærerbaseret undervisning på deres skoleforløb. Det er naturligvis helt uacceptabelt. Derfor glæder det os, at undervisningsministeren har valgt at sætte fokus på en afbureaukratisering af erhvervsuddannelser med det formål at frigøre flere ressourcer til skolernes kerneydelse, nemlig undervisning. Vi bidrager meget gerne i det arbejde, siger Niels Jørgen Hansen.
Sidst opdateret 29.08.2008