Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Uheldigt at virksomhederne skal betale skattelettelser

– Der er al mulig grund til at rose regeringen for at have taget hul på diskussionen om, hvordan vi i Danmark bedst muligt får lettet skatten på arbejde. Men det er rasende uheldigt, at det er virksomhederne – der via en fastholdelse af energiafgifternes reale værdi – reelt set kommer til at betale en del af den fremtidige lettelse af personskatten.

Det siger Niels Jørgen Hansen, administrerende direktør i TEKNIQ Installatørernes Organisation – i en kommentar til regeringens plan ”Mod nye mål – Danmark 2015.

– Som det danske arbejdsmarked ser ud i dag, hvor næsten samtlige brancher er plaget af stor mangel på kvalificeret arbejdskraft, er det både fornuftigt og meget nødvendigt at gennemføre initiativer, der kan motivere danskerne til at arbejde mere. Især inden for håndværksfagene vil en lavere personbeskatning kunne føre til, at medarbejderne får mere lyst til at give den en ekstra skalle. I installationsbranchen kan vi derfor kun støtte ethvert initiativ, der fører til en lavere personbeskatning, siger Niels Jørgen Hansen.

Men han er utilfreds med, at det er erhvervslivet, som kommer til at holde for, når regningen skal betales.

– Statsministeren gjorde på sit pressemøde meget ud af at understrege, at nedsættelsen af personskatten er finansieret krone for krone. Blandt andet ved en fastholdelse af energiafgifterne reale værdi, uden at der sker en tilsvarende kompensation for virksomhederne på f.eks. selskabsskatten. Det bliver med andre ord erhvervslivet, som kommer til at stå med en del af regningen. Det er stærkt betænkeligt, siger Niels Jørgen Hansen.

TEKNIQ roser dog regeringen for at ville investere i udviklingen af velfærdssamfundet – især investeringerne i den offentlige sektor forekommer fornuftige.

– At regeringen vælger at afsætte 50 mia. kr. i en kvalitetsfond til blandt andet medfinansiering af bedre bygninger, lokaler og udstyr på skoler, plejecentre og i daginstitutioner er udmærket. I installationsbranchen ser vi frem til at gøre vores i den sag, men det kan blive svært at få hænder nok. Derfor må regeringen sikre, at der i de kommende år bliver gjort endnu mere for at sikre tilstrækkelig med kvalificeret arbejdskraft, siger Niels Jørgen Hansen.

Yderligere oplysninger fås hos administrerende direktør Niels Jørgen Hansen på mobil 40 74 43 60 eller kommunikationschef Michael Rask Pedersen på mobil 27 80 04 52.
Sidst opdateret 29.08.2008