Beretning til ELFOs generalforsamling fra formand Søren Skræddergaard

Det går rigtig godt i elbranchen.

Ledigheden er nede på 1 pct., og i 2006 oplevede vi en historisk høj omsætning på næsten 25 mia. kr. Vi har altså at gøre med en branche, der på væsentlige områder strutter af sundhed og selvtillid.

Men.

Det betyder ikke, at alt er fryd og gammen. For selv om vi – og ikke mindst vore medarbejdere – knokler på livet løs, så ligger overskudsgraden for hele branchen stadig nede på omkring fem procent.

Det dækker ganske vist over store forskelle. Der er virksomheder, som tjener rigtig mange penge, men der også en del, som har noget sværere ved at få forretningen til at løbe rundt.

Nu kan der jo være mange forklaringer på, hvorfor overskuddet ikke er større. Jeg vil vove den påstand, at det især handler om vores evne til at prioritere.

Jeg tror simpelthen, vi nogle gange er for gode af os og har svært ved at sige nej.

Det lærte vi, da der var lavkonjunktur. Dengang var vi nødt til at sige ja til det meste for at få tilstrækkeligt med ordrer.

Men nu er konjunkturerne vendt.

Der er råd til, at vi stiller krav til de opgaver, som kunderne vil have udført. Vi skal ikke være storsnudede og afvisende, men vi skal være snusfornuftige.

Vi kan godt tillade os at vælge fra. Ja, vi er nødt til det, hvis vi fortsat vil yde en god service, levere høj kvalitet og være troværdige.

Især dér, hvor de vilkår, vi tilbydes ikke er tilfredsstillende. Enten fordi nogen har ønsket at presse os på prisen, eller også fordi de tekniske installationer, som bygherren eller forbrugeren vil betale for, ikke lever op til vore egne kvalitetskrav.

Det er nu, vi skal have en bedre indtjening. Det er som bekendt i gode tider, vi skal konsolidere os og opbygge et stærkere fundament og dermed forberede os på de dårlige.

Godt nok er jeg overbevist om, at vi er en branche, der har mange spændende muligheder i de kommende år. Men det er også en branche, der vil møde nye krav.

Uden brug af krystalkugle tør jeg godt pege på fem områder, som i umiddelbar fremtid får betydning for branchens udvikling:

1. For det første skal vi som branche arbejde på at slå vores samfundsmæssige betydning fast
2. For det andet skal vi som branche og virksomheder sikre os adgang til tilstrækkeligt med kvalificeret arbejdskraft
3. For det tredje skal vi som branche kendes for det gode håndværk
4. For det fjerde skal både den enkelte virksomhed og branchen som helhed have en strategi for den fremtidige forretningsudvikling og
5. For det femte skal branchen have ansvarlige overenskomstmæssige forhold, så en stabil økonomisk udvikling sikres.

Branchens samfundsmæssige betydning
I el-branchen har vi altid sat en ære i at løse opgaverne ude hos kunderne på en ordentlig måde. Vi har derfor haft meget stort fokus på den enkelte opgave – den konkrete tekniske installation – både i vores arbejde men også, når vi har talt om os selv og vores branche.

Jeg mener, vi har gjort for lidt for at gøre opmærksom på vores betydning. Måske hænger det sammen med, at det godt kan nærme sig kvalmegrænsen, hvis vi hver gang, vi har udskiftet en stikkontakt også lige skal huske at fortælle, hvordan det så også lige bidrager til at redde verden.

Men.

Jeg tror, vi er nødt til at overvinde den barriere. For hvis man vil høres i den offentlige debat – og det vil vi i TEKNIQ – så er man nødt til at sikre sig, at der er nogen, der vil lytte til en. Og det er nu engang sådan med politikere og andre beslutningstagere, at de har en tendens til at lytte til de interessegrupper, som også spiller en rolle i den generelle samfundsudvikling.

Derfor skal vi blandt andet være meget synlige i den byggepolitiske debat. Vi er nødt til at formidle vores betydning, ellers vil ingen tage os alvorligt.

Og der er grunde nok til, at vi skal tages alvorligt.

For det er os som tekniske installatører, der garanterer, at ambitiøse mål inden for energibesparelse bliver omsat til sikkerhedsforsvarlig handling ude i private hjem og i industrien. Vi forbinder så at sige planer og politikker med virkeligheden.

Det er os som tekniske installatører, der er forbrugernes bedste rådgiver, når det handler om at indrette energirigtige boliger/industrirum.

Det er os som tekniske installatører, der sikrer videnssamfundets infrastruktur. Hele udviklingen på kommunikations- og it-området er afhængigt af, at vi tilbyder og laver tidssvarende installationer.

Det er os som tekniske installatører, der garanterer for el-sikkerheden i hjemmet.

Og endelig er det os som tekniske installatører, der installerer de fremtidssikrede løsninger – både teknisk og miljømæssigt.

Så kære kolleger. Vi skal fortælle alle – også de, der ikke vil høre det – at vi som branche løfter opgaver, som både i omfang og betydning bare bliver større og større år for år.

Vi skal ud og indtage den plads i den samfundsmæssige bevidsthed, som vores daglige arbejde berettiger til. Og som det første filmklip her viser, så er der i regeringen også opmærksomhed på den opgave, som installationsbranchen løfter.

Tilstrækkelig arbejdskraft
Så meget om vores samfundsmæssige betydning.

Den anden forudsætning for at kunne fremtidssikre branchen er tilgangen til tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft. På det punkt ser det lidt sort ud. Vi mangler kvalificeret arbejdskraft.

En dugfrisk undersøgelse blandt installatørerne foretaget af TEKNIQ viser, at næsten 47 pct. mener, at det er sværere eller meget sværere at rekruttere arbejdskraft end for et år siden. Og allerede den gang oplevede virksomhederne det som vanskeligt.

Konklusionen er, at hvis det sidste år var vanskeligt af få nye kvalificerede folk, så er det endnu vanskeligere i år. Og hver femte virksomhed vurderer, at det i de kommende to år bare bliver endnu værre.

Derudover har halvdelen af installatørerne alene inden for den seneste måned forgæves forsøgt at rekruttere arbejdskraft. Og mere end seks ud af ti virksomheder har inden for den seneste måned måttet opgive ordrer på grund af mangel på arbejdskraft.

Det stiller os unægteligt i en vanskelig situation. For hvad gør vi nu?

Det ser jo nærmest håbløst ud.

Det mest nærliggende ville være at slække på de krav, vi stiller til medarbejderne. Men det nægter installatørerne.

80 pct. afviser nemlig kategorisk at slække på kravene til enten de faglige eller personlige kvalifikationer. Det vidner om en branche, der nok er presset på arbejdskraft, men som på ingen måde er villig til at gå på kompromis med kvaliteten.

Det mener jeg tjener os til ære.

I stedet for at slække på kravene tilkendegiver et meget stort flertal af installatørerne, at de agter at løse rekrutteringsproblemer blandt andet gennem ansættelse af flere lærlinge – både unge og voksne.

Det er en strategi med musik i.

Ganske vist blev 2006 et år, hvor vi tog rekord mange unge lærlinge ind. Og de foreløbige tal for 1. kvartal 2007 viser, at der har været en stigning på omkring 70 pct.

Men vi kan bruge endnu flere.

Vi skal blive bedre til at fortælle de unge mennesker, at en uddannelse til elektriker åbner flere døre end den lukker. Blandt andet fordi den både giver mulighed for karriere og for videreuddannelse.

Det handler blandt andet om at hive fat i den store andel af unge, der vælger gymnasievejen frem for at blive elektrikere.

Samtidig skal vi også gøre dem begribeligt, at det er en branche, hvor der stilles høje krav til medarbejderne. Både hvad angår arbejdsmoral, sociale kompetencer og så selvfølgelig håndelag. Det kan godt være, at det engang var vigtigst for en håndværker at have hænderne skruet rigtigt på. I dag er det imidlertid lige så vigtigt, at pæren er i orden og lyser med noget mere end 15 watt.

En betingelse for at kunne hive de skarpeste knive ind i branchen er, at vi kommer i kontakt med de unge.

I det lys er det banebrydende, at TEKNIQ er gået i dialog med landets uddannelses- og erhvervsvejledere. Formålet er at sikre vejlederne indblik i branchen og dens uddannelser, således at de kan rådgive de unge bedst muligt. For to uger siden var der møde med vejlederne i Midtjylland – og senere vil der blive afholdt tilsvarende arrangementer andre steder i landet.

Og som man kan se ud fra det følgende filmklip, så har vi i TEKNIQ ramt et behov hos vejlederne.

Arbejdet med at informere vejlederne om vores branche er altså nødvendigt. Det fremgik jo tydeligt af filmklippet, at det ikke er viden om byggebranchen der i almindelighed tynger vejlederne, men at de faktisk er ganske videbegærlige. Vi skal nå ind til disse vejledere.

Billedligt talt handler det jo om, at den første tanke, der løber gennem en vejleders hoved ved mødet med en elev er; Kunne han eller hun være egnet til elbranchen. I dag er den første tanke nok, om eleven er egnet til gymnasiet.

Når vi har fået fat i de unge, er det vores opgave som branche at sikre, at de får den bedst mulige uddannelse. De danske erhvervsuddannelser har hidtil været vidt berømmet i hele Europa.

Vekslen mellem arbejde i virksomhederne og undervisningen på de tekniske skoler har indtil i dag givet gode resultater.

Og alle undersøgelser viser, at vore lærlinge stadig er glade for virksomhederne.

Til gengæld så har der i det seneste år sneget sig nogle uskikke ind på erhvervsskolerne. Mere og mere undervisning foregår uden lærerdækning, hvor eleverne selv skal tage ansvaret for læring – blandt andet i projekt- og gruppearbejde.

Erhvervsskolerne er simpelthen begyndt at sælge ud af deres kerneydelse – nemlig undervisningen.

Det har vi fra TEKNIQs side reageret på. Vi har opfordret undervisningsministeren til at se nærmere på forholdene.
Og ministeren har sat sit system til at kigge skolerne grundigere efter i sømmene. Derudover har han i øvrigt tilkendegivet, at bestyrelserne på de tekniske skoler og de lokale uddannelsesudvalg har et medansvar for at sikre, at skolerne både effektiviserer og holder loven. Dermed understreger han, at skolerne skal involvere de lokale uddannelsesudvalg, men også at de lokale uddannelsesudvalg får et medansvar, hvis de ikke reagerer, når en skole tilsidesætter grundlæggende bestemmelser. Det stiller naturligvis krav til os.

Som det fremgår af klippet er det vigtigt, at alle vore medlemmer af de lokale uddannelsesudvalg og af skolernes bestyrelser går i kritisk dialog med skolerne. Blandt andet, når der lægges budgetter. Det er helt afgørende, at de unge får den undervisning, der rettelig tilkommer dem.

Det er en alvorlig sag, som vi fra TEKNIQs side følger meget nøje, og som vores medlemmer af bestyrelserne ude på skolerne også bør følge og forholde sig kritisk til.

Hvis skolerne ikke har økonomiske midler nok til at engagere vore lærlinge på fuld tid, når de er på skoleophold, så må vi forlange, at skoleperioderne afkortes, så de kommer hjem i virksomhederne i stedet for at gå uvirksomme.

Udover de unge lærlinge skal vi også fortsætte med at tiltrække voksenlærlinge. Vi har i det seneste år har en rekord høj rekruttering af lærlinge over 25 år. Det skal vi holde fast i. Jeg mener, det er uhyre positivt, at vi er i stand til at fremstå som attraktive for voksne, som måske allerede har et uddannelses- eller et arbejdsforløb bag sig.

Udover rekruttering af nye lærlinge – unge som ældre – skal vi naturligvis også sørge for at holde fast i de medarbejdere vi har.

Og det gør installatørerne allerede.

Af den tidligere nævnte undersøgelse blandt vore medlemmer fremgår det, at langt over 90 pct. af installatørerne forsøger at løse rekrutteringsproblemer ved at øge indsatsen for at fastholde nuværende medarbejdere. Ikke desto mindre har næsten hver fjerde virksomhed oplevet en større afgang af medarbejdere som følge af mangel på arbejdskraft.

Så vi kan blive endnu bedre til at holde på vores folk. I dag har der bredt sig den misforståelse blandt mange ansatte, at pensionsalderen i elbranchen er 42 år. Så kan man nemlig trække sig tilbage som varmemester i en boligforening eller som pedel på en skole.

Selvfølgelig vil der altid være et træk væk fra branchen. Det viser jo bare, at vores uddannelse er så godt, at den kan bruges mange steder. Men i dag står vi jo netop og mangler medarbejderen med den lange erfaring. At det er gået op for os alle, viser vores undersøgelse, der jo netop peger på, at næsten alle installatører i dag arbejder intensivt med personalepolitiske redskaber for at fastholde medarbejderne.

En af måderne, hvorpå vi kan passe på medarbejderen, er ved at sikre et fornuftigt arbejdsmiljø. Der er ingen tvivl om, at et godt arbejdsmiljø – både når vi taler om tunge løft og omgangstonen på arbejdspladsen – har stor betydning for vores mulighed for at fastholde medarbejderne.

I løbet af de senere år er der i alle brancher kommet et stærkt fokus på arbejdsmiljøet.

For 10 år siden betragtede vi nok mest arbejdsmiljøindsatsen som en udgift, der kun kunne finansieres ud fra virksomhedens overskud.

I dag forekommer det mig, at arbejdsmiljøindsatsen er gået fra at være en entydig udgift til faktisk at være noget positivt. Vi kan bruge arbejdsmiljøindsatsen til at sænke vores sygefravær, øge produktiviteten og måske endda også som fastholdelse af centrale medarbejdere.

Det store fremmøde til den omfattende møderække, som TEKNIQ gennemførte sidste år, viser, at vi som branche tager arbejdsmiljøet meget alvorligt.

Nu kan man så bare håbe på, at de kommende screeninger fra Arbejdstilsynet, ikke ødelægger den gode udvikling. Den sikre vej til at smadre den positive udvikling i arbejdsmiljøet er at fokusere på bureaukratiske regler og pedanteri frem for at se på nytte og effekt.

Mit håb er, at Arbejdstilsynets tilsyneladende umættelige interesse for bygge- og installationsbranchen fører til hensigtsmæssige forbedringer af arbejdsmiljøet til glæde for alle og ikke blot til en række påbud og regler.

For mig at se, er det helt afgørende, at vi både i virksomhederne og i TEKNIQ-regi går i kritisk dialog med Arbejdstilsynet. De må gerne se os efter i krogene.

Det skal bare ske på en ordentlig måde.

Indtil videre venter vi stadig tålmodigt på dem – altså kriterierne. Men det er helt afgørende, når screeningerne går i gang, at vi i branchen er helt fremme i skoene.

Hver gang vi oplever, at Arbejdstilsynet enten går over stregen eller opfører sig urimeligt i forhold til branchen, så skal vi råbe vagt i gevær.

Og jeg er sikker på, at medarbejderne i TEKNIQ står klar til at hjælpe os med at rejse eventuelle urimeligheder i den offentlige debat.

Enhver urimelighed skal påtales. Ellers risikerer vi at ende med et tilsyn, som dræber enhver mulighed og begejstring for at drive virksomhed i Danmark.

Vi ønsker ikke at modarbejde Arbejdstilsynet, men det kræver, at Arbejdstilsynet lader være med at modarbejde os.

Et eksempel på, hvad der kan ske, når det går rigtig galt for Arbejdstilsynet, kom forleden. Tilsynet var på besøg på en arbejdsplads og fandt noget materiale liggende på gulvet, som den tilsynsførende mente var asbest. Et straks påbud blev udstedt, mens materialet blev sendt til undersøgelse. Det viste sig senere, at materialet ikke var asbest, og påbuddet blev ophævet.

Problemet for den pågældende virksomhed er bare det, at uagtet, der ikke var tale om asbest, så sidder der de næste seks måneder en gul smiley ud for virksomheden på Arbejdstilsynets hjemmeside.
Den slags revolvertilsyn duer ikke.

Og det er episoder som den, vi for alt i verden skal undgå.

Udenlandsk arbejdskraft
Udover rekruttering af unge og fastholdelse af nuværende medarbejdere via attraktive arbejdsvilkår er der muligheden for udenlandsk arbejdskraft.

Blandt installatørerne har hver femte virksomhed allerede erfaringer med ansættelse af udenlandsk arbejdskraft. Og de er positive. Otte ud af ti virksomheder, der har haft udlændinge ansat, svarer, at deres erfaringer er gode eller meget gode. For eksempel hos Søren Buchreitz Jensen i Sønderjylland har erfaringerne været gode, også selv om papirarbejdet måske fylder lidt rigeligt.

Med dette filmklip i erindring er der ikke noget at sige til, at over halvdelen af installatørerne siger, at de i tilfælde af rekrutteringsproblemer i fremtiden vil forsøge at tiltrække udenlandsk arbejdskraft.

Især fordi vores undersøgelse viser, at både kunder og kolleger sådan set ikke har noget problem med, at der dukker en svensker eller en tysker op. Hvis der er problemer med den udenlandske arbejdskraft, så skyldes det enten manglende faglige kvalifikationer eller sproglige barrierer.

Så jeg mener, man med sindsro kan følge Søren Buchreitz Jensens anbefaling og ansætte udenlandske elektrikere, hvis ordrebogen har mere at byde på end de ansatte kan magte.

Det gode håndværk
Den tredje fremtidssikring af elbranchen knytter sig til et begreb, vi alle har en mening om og en holdning til: nemlig det gode håndværk.

Vi har i mange år gjort meget ud af, at en elektriker skal kunne så det ene, så det andet. Alt sammen vigtigt. Men det vigtigste er, at vi har en klar profil på, hvad en god elektriker er. Blandt andet derfor har TEKNIQ og Dansk El-Forbund taget initiativ til at sætte fokus på det gode håndværk i vores lærlingeuddannelse. Det resulterede i udarbejdelsen af et debatoplæg, som sætter det gode håndværk i centrum.
Oplægget beskriver hvilke krav, man kan stille til virksomheden, skolen og svenden, som alle har et oplæringsansvar for lærlingen. Det er en lang liste, hvor alle krav ikke nødvendigvis skal være opfyldt. Men listen kan medvirke til at sætte debatten i gang.

Jeg skal ikke trætte jer med at gennemgå detaljerne i oplægget, det vil være velkendt for de fleste af jer. Blot vil jeg nævne, at der blandt andet er fokus på faglighed, arbejdstilrettelæggelse, kommunikation og troværdighed samt ansvarlighed.

At oplægget ikke bare er et stykke skrivebordsarbejde, men tager udgangspunkt i virkeligheden, viser følgende filmklip.

Diskussionen om det gode håndværk er imidlertid ikke helt så enkel. Så længe vi selv laver aftalen med kunden, så kan vi i ro og mag planlægge opgaven, sikre at kunden har en realistisk forventning til arbejdet, udføre jobbet på en god måde og sikre en fornuftig efterbehandling.

Men.
Ofte sker det jo, at vi ikke selv har kontakten til kunden. Og så ender vi ofte i en situation, hvor det er bygherren og entreprenøren, der i fællesskab planlægger opgaven. Og med al respekt for de danske entreprenører, så er de tekniske installationer alt for vigtige til, at vi bare kan overlade diskussionen til bygherren og entreprenøren.

Vi skal arbejde på at komme med i planlægnings- og projekteringsfasen, så vi både sikrer et fornuftigt byggeri og en reel pris for byggeriet.

Alt for meget byggeri er kendetegnet ved, at planlægning, projektering og tegningerne simpelthen ikke er gode nok, fordi vi som installatører ikke har været involveret.

Derudover så ved alle her jo godt, at det første en entreprenør forsøger at spare på er installationerne.

De kan alligevel ikke ses, og de er dyre.

Ja, det kan være. Men en krone sparet på elinstallationerne i et nybyggeri kan hurtigt blive to kroner i udgifter, når varmeregningen eller udgifterne til vedligeholdelse gøres op de efterfølgende år. At spare på de tekniske installationer har på langt sigt samme effekt som at tisse i bukserne her og nu for at holde sig varm.

Derfor er det også overordentligt positivt, at økonomi- og erhvervsministeren i sin føromtalte handlingsplan vælger at sætte fokus på andet end konkurrence på pris. I stedet for kun at regne og give tilbud på de rene omkostninger ved at opføre et nyt byggeri, skal der også regnes på, hvad det efterfølgende koster at vedligeholde og drifte bygninger. Ved at fokusere på totaløkonomien, sikrer man sig, at ingen slipper af sted med at aflevere et byggeri, som ganske vist er billigt, men som efterfølgende er hundedyrt at vedligeholde eller som er ubetaleligt i energi.

Og det kan især kunderne – men også vi installatører kun være tilfredse med.

Men nu kan vi jo ikke tale om godt håndværk inden for elbranchen uden også at nævne SKS’en. Der kan siges rigtig meget om kvalitetsstyringssystemer i al almindelighed. Som udgangspunkt giver kvalitetsstyring god mening. Til gengæld er der heller ingen tvivl om, at kvalitetsstyring let kan opfattes som en unødvendig administrativ byrde uden nogen selvstændig merværdi.

Det væsentlige her er at holde fast i formålet med kvalitetsstyring. Bruges det rigtigt, så er det et udmærket ledelses- og styringsmæssigt værktøj, som kan bidrage til at sikre kvaliteten. Bruges det derimod forkert, så bliver det et administrativt helvede, hvor det er papirer og ikke kvaliteten i arbejdet, der får forrang.

Det gælder især fra 1. januar 2008, når der kommer tredjeparts kontrol på SKS’erne.

Til den tid bliver det umådelig vigtigt for os at holde fast i følgende:

formålet med SKS er at sikre en fortsat høj elsikkerhed i Danmark – ikke at fodre bureaukratiets papirtiger.

Og hjælp til det arbejde kan vi få i selskabet TEKNIQ Kvalitet, som vil kunne assistere os i forbindelse med auditeringsopgaverne på autorisationsområdet.

Apropos elsikkerhed, så har en del af forårets diskussion i installationsbranchen naturligt nok drejet sig om hpfi-afbrydere. Beslutningen om hpfi-afbrydere hilser vi i TEKNIQ velkommen. Men. Og det har vi gjort Sikkerhedsstyrelsen opmærksom på ved flere lejligheder. De tidsfrister, der har været opsat for arbejdet, har været alt for ambitiøse. Først og fremmest fordi ingen til at begynde med havde overblik over, hvor mange udskiftninger, der egentlig var tale om, og dernæst fordi udskiftninger falder sammen med en historisk højkonjunktur. Endelig kaster indførelsen af hpfi-afbrydere jo en række sideopgaver af sig, som vi som installatører også skal forholde os til. Vi har derfor gjort Sikkerhedsstyrelsen opmærksom på, at de udmeldte tidsfrister er urealistiske.

Strategi
Den fjerde forudsætning for en positiv udvikling i elbranchen knytter sig til en diskussion, som på ingen måde er ny, men ikke des do mindre evig aktuel: nemlig valg af forretningsstrategi.

I den forbindelse kan vi passende ihukomme os Peter Plys’ motto om, at det ikke nytter noget at skynde sig, hvis man ikke ved, hvor man skal hen. Så en klar forretningsstrategi er nødvendig. Den behøver måske ikke have form af hverken en Bibel eller en Koran – mindre kan også gøre det. Og jeg tror, rigtig mange installatører har en meget klar idé om, hvor deres virksomhed skal hen. Men selv om man har strategien klar, så må man jo løbende overveje om den også er rigtig.

Ellers er risikoen for, at vi bruger tiden og kræfterne på noget forkert til stede. Især i en hverdag, hvor tingene går stærkt. Derfor er der behov for, at vi af og til lige stopper op – både som virksomhed og som branche og nøje overvejer svaret på følgende spørgsmål:

Hvad er det, min virksomhed og jeg skal være særlig god til?

Vil jeg være den virksomhed, slutkunden vælger som ansvarlig for at levere en omfattende teknisk løsning – og få specialvirksomheder til at løfte de opgaver, mit eget firma ikke kan klare?

Eller vil jeg selv være den virksomhed, der leverer arme og ben eller specielle job?

Vil jeg være den, der altid stræber efter altid at være billigst. Eller vil jeg satse på kunder, der godt vil betale lidt mere for service, rådgivning eller særlige kompetencer?

Og hvem ønsker jeg egentlig at leve af? Vil jeg fortsat betjene Hr. og Fru Danmark? Eller vil jeg satse på kommunerne som kunde? Eller er det måske kun industrivirksomheder, som skal nyde godt af de ting, jeg og mit firma kan?

Når strategiske valg er så nødvendige, så hænger det – som det blev nævnt i klippene - sammen med, at vore opgaver bliver mere og mere forskelligartede. Og mere og mere komplicerede.

For år tilbage var næsten alle elvirksomheder i Danmark ens.

Vi lavede mere eller mindre det samme.

Og vi kunne det hele.

Vi kunne – som det blev nævnt i klippet – alt i el.

Forbrugerne vidste, at når de ringede til en elektriker, så var det næsten ligegyldigt, hvem de fik fat i, ydelsen var mere eller mindre den samme.

Sådan er det ikke længere.

Kompleksiteten i vores fag, markedets udvikling og kundernes meget forskellige behov har betydet, at vi alle er i gang med at specialisere os. I dag er vi nok mere forskellige end nogensinde før. Og den udvikling ser ud til at fortsætte. Det har blandt andet den teknologirapport vist, som vi fik udarbejdet sidste efterår, og som jeg skal komme tilbage til senere.

Overenskomster
Men den stigende forskellighed i branchen – og deraf valgte strategier – får naturligvis også betydning for vore overenskomster. Hvor det før i tiden gav god mening at have en fælles overenskomst, som kun i begrænset omfang blev fraveget, så er der i dag behov for langt mere individuelle løsninger.

Selvfølgelig skal overenskomsten sætte nogle rammer, der gælder for alle.

Men disse rammer skal give betydelig mere plads til løsninger, der svarer til den enkelte virksomheds behov.

Med den nye eloverenskomst har vi taget et skridt til at gøre overenskomsten mere rammepræget.

Aftalen er økonomisk ansvarlig og dermed til glæde for den samlede danske økonomi.

Samtidig har vi fået skabt mulighed for mere individuelle aftaler.

Her tænker jeg især på muligheden for – i samarbejde med tillidsmanden – at aftale betydelige afvigelser fra den kollektive overenskomst. Den bestemmelse har styrket de enkelte virksomheders mulighed for at tilrettelægge de lokale forhold på en måde, så de passer til virksomhedens valgte strategi.

Den øgede adgang til lokale aftaler stiller nye krav til tillidsmændene. Derfor har vi aftalt med forbundene, at der skal udvikles et kursustilbud til nye tillidsfolk. Samtidig har vi accepteret at oprette en fond, som skal udbetale vederlag til tillidsrepræsentanterne.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at understrege, at vederlag til tillidsrepræsentanterne for arbejde udført i deres fritid ikke er en plante, som er sået og groet i vores have.

Omvendt må man sige, at det nok er til virksomhedens fordel, at tillidsmandsfunktionen styrkes. Dels fordi det vil være et incitament til at få flere af de dygtige medarbejdere til at påtage sig hvervet, dels fordi et kvalificeret modspil er nødvendigt, hvis de nye muligheder for lokale aftaler skal have nogen gang på jorden.

Derudover har vi, som på industriens område indgået aftale om en kompetencefond, hvor der årligt indbetales 520 kroner pr. medarbejder.

Til forskel fra industriens overenskomst har vi dog sikret os, at pengene ikke kun bruges til selvvalgt uddannelse, men også til virksomhedsrelevant uddannelse. For os er det afgørende, at uddannelsesaktiviteten inden for vores branche bliver så højt som overhovedet mulig.

En anden nyskabelse er fritvalgsmodellen. På industriens område blev der gennemført en fritvalgskonto, der er både bøvlet og vanskelig at administrere. Vi har derimod valgt en meget enklere løsning, der indebærer langt mindre administration og dermed også mindre bøvl. Og så er vores aftale i øvrigt billigere.

Endelig blev vi også enige om, at arbejdet med en ny tidskurant skal gøres færdig i denne overenskomstperiode, så den gamle landspriskurant er helt ude af billedet, når der skal forhandles overenskomst næste gang. Det er vigtigt for os, så vi kan få et akkordsystem, der er mere dynamisk og tidssvarende.

Alt i alt mener jeg, at vi kan være overordentligt tilfredse med overenskomsten. Ingen kan være i tvivl om, at vores overenskomst er den, der bedst svarer til elvirksomhedernes behov.

Hvordan ser fremtiden ud?
En væsentlig betingelse for at kunne erobre fremtiden er imidlertid, at vi gør os forestillinger om, hvordan den kommer til at se ud.

Historien har vist, at virksomheder og brancher, der har været i stand til at forestille sig, hvordan verden ser ud i fremtiden generelt har klaret sig rigtig godt. Her er installationsbranchen ingen undtagelse.

Derfor fik TEKNIQ i 2006 udarbejdet to rapporter om den teknologiske fremtid inden for installationsbranchen. Formålet med rapporterne var at give et bud på, hvordan teknologien og dermed også markedet vil se ud i år 2017, og hvilke krav det stiller til TEKNIQs medlemsvirksomheder – og til TEKNIQ som organisation.

Formål med rapporterne
Meningen med rapporterne var, at de skulle danne grundlag for en diskussion om fremtidens krav til installationsbranchen på både virksomheds- og brancheniveau – herunder TEKNIQs rolle. Med afsæt i en fremskrivning af den teknologiske udvikling, skulle rapporterne tegne et billede at fremtiden, som virksomheder og branche har mulighed for at spejle sig i, når der skal træffes strategiske valg.

Den ene centrale pointe i teknologirapporterne er, at teknologien ikke kender til faggrænser. Det betyder, at de grænser vi i dag kender mellem el- og vvs-brancerne og mellem den teknologiske installationsbranche og andre brancher vil blive mere og mere udviskede. Blandt andet kommer der langt mere it ind i elinstallationer i fremtiden.

I takt med, at alting skal være lettere for slutbrugeren – bliver kravet til de tekniske installationer mere og mere krævende. Der vil med andre ord blive sat fokus på totalløsninger i stedet for på de enkelte installationer.

Den anden centrale pointe handler om ændringer af elopgavernes natur. I fremtiden bliver der langt flere elopgaver end tidligere. Men de traditionelle opgaver, hvortil der først og fremmest kræves arme og ben vil falde drastisk i omfang. Til gengæld vil der blive betragtelig flere komplekse projekter med højere teknologiindhold, og hvor rollen som integrator kommer i fokus.

Samtidig vil udviklingen af fremtidens installationsformer generelt være drevet af et krav til højere produktivitet, færre fejl og bedre dokumentation. Det vil nemlig føre til besparelser – ikke alene i udførelsen, men også i forbindelse med service, vedligehold og videreudvikling.

Også byggeprincipperne vil blive ændret i fremtiden. Ritt Bjerregårds 5000 billige boliger og andre lignende krav betyder, at vi vil opleve en eksplosion i industrialisering af byggeprocessen. Populært sagt vil en større del af byggeriet i fremtiden foregå i fabrikshaller frem for på byggepladser. Og det får naturligvis betydning for os som installatører.

Derudover skal vi belave os på, at lovgivning, regulativer og cirkulærer i stigende grad bliver mere og mere komplekse og tværfaglige. Man kan godt frygte, at det i fremtiden er juristerne, som er de første til at møde ude på byggepladsen og ikke os håndværkere.

Udfordringen bliver ikke mindre af arbejdet med at sikre centralt fastsatte EU-standarder på området.

Alt i alt betyder det, at installationsbranchen i fremtiden står overfor betydelige udfordringer.

For det første skal installatøren kunne i mødekomme kravene om, at installationer tænkes sammen i systemer, som er meget komplicerede.

For det andet betyder de ændrede krav, at vi som installatører skal forholde os til kunderne på en ny måde. I stedet for blot at levere håndværk skal vi også i større omfang levere rådgivning – og tage os betalt for det.

Med en bredere og mere avanceret vifte af produkter, der kan mere og mere, er det nødvendigt, at vi bliver bedre til at fortælle om produktets muligheder. Både som selvstændig løsning og som del af et integreret system. Vi skal tage os tid til at fortælle, lytte, føre en god samtale for at kunne forstå kundens behov og komme med en professionel rådgivning.

Fra teknologifremskrivning til handling
Men fremsyn er ikke meget værd, hvis ikke det bakkes op af handling. Derfor er teknologirapporterne efterfølgende blevet diskuteret af en del af TEKNIQs egne medlemmer på et seminar på Hindsgavl samt af de to formandsmøder på både el- og vvs-siden.

Og TEKNIQ vil på baggrund af diskussionerne udarbejdet et oplæg, som kan bruges til diskussion og debat i de enkelte virksomheder.

Diskussionen er på ingen måde ført til ende. Den er først lige begyndt. Og de ovenstående spørgsmål bliver ikke de eneste, vi i branchen skal tage stilling til. Men diskussionen skal begynde et sted. Nu er den sat i søen, og jeg er sikker på, at den vil præge den måde, vi diskuterer branchens udvikling på.

TEKNIQs rolle
Men lad os vende blikket tilbage til nutiden. 2006 blev året, hvor TEKNIQ rustede sig til fremtiden. De nye TEKNIQ-råd så dagens lys og er kommet godt fra start, og vi har tilpasset strukturen for ELFO og Dansk VVS´ kredsforeninger til det nye Danmarkskort.

Der var dybest set tre grunde til denne organisatoriske forandring:
For det første fik vi pr. 1. januar 2007 en ny kommunalstruktur, der skar antallet af kommuner ned til 98 og som derfor stillede nye krav til os som organisation.

På elområdet kom det blandt andet til udtryk ved en stor omorganisering af især det lokale arbejde. Vi har skåret antallet af lokalforeninger ned, men det har i mine øjne ikke svækket det lokale engagement.

Tværtimod.

Der foregår rigtig mange gode ting ude i kredsene, og jeg vil gerne benytte lejligheden her til at kvittere for det store engagement.

For det andet havde vi et ønske om at kunne arbejde politisk i forhold til de nye og større kommuner på områder som udbudspolitk og tilrettelæggelsen af den lokale og regionale beskægtigelsesindsats.

Den tredje grund var, at Dansk Arbejdsgiverforening afviklede sin lokale struktur, og der var derfor behov for, at vi opprioriterede den lokale interessevaretagelse.

Nu handler det om at få både lokalkredse i Dansk VVS og i ELFO samt TEKNIQ-rådene placeret i den regionalpolitiske virkelighed.

TEKNIQ-rådene holder og har allerede afholdt møder med en lang række borgmestre rundt om i landet for at sikre den politiske forankring af vores arbejde.

Samtidig vil rådene som nævnt i løbet af foråret arrangere møder med Ungdommens Uddannelsesvejledning rundt om i landet. Formålet er at sikre, at de vejledere, der skal hjælpe de unge mennesker ind i vores branche, bliver så godt klædt på som muligt.

Samtidig har jeg en forhåbning om, at TEKNIQ som arbejdsgiver- og brancheorganisation fortsætter med at være et aktiv for medlemmerne. Politisk set er der nok at tage fat på inden for arbejdsmarked, energi, byggeri og erhverv.

Gulpladebiler, for nu bare at nævne et eksempel. På det område arbejder TEKNIQ allerede for at få klarere regler. I dag er reglerne omkring servicebiler så komplicerede at SKAT endnu ikke har kunnet skrive en forståelig vejledning. Vi har derfor opfordret skatteministeren til at forenkle reglerne – og peget på, at momsreglerne bør ændres, så de er ens med skattereglerne. Vi beder ikke om, at enhver gulpladebil skal kunne anvendes til private formål uden beskatning. Vi beder derimod om regler, der er til at forstå, og som gør det muligt at drive en serviceorienteret virksomhed, hvor vi i størst muligt omfang skal være ude hos kunderne.

Som elinstallatør i et land med en lang og blomstrende foreningstradition, hvor mange forskellige organisationer kæmper om medlemmernes gunst, må man jo til stadighed stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor skal jeg være medlem af lige netop TEKNIQ?

Det skal jeg først og fremmest, fordi TEKNIQ yder professionel råd og dåd i forhold til de fem udfordringer, som jeg har her har gennemgået.

TEKNIQ er en aktiv organisation, som både leverer en uovertruffen medlemsservice i form af rådgivning og vejledning på både det ansættelsesretlige, det juridiske, det uddannelsesmæssige og det forretningsudviklende område.

TEKNIQ er den organisation i Kongeriget, som bedst varetager mine interesser i forhold til de fem udfordringer jeg nævnte tidligere i min beretning.

TEKNIQ er og skal være installationsbranchens talerør i den offentlige debat.

TEKNIQ påvirker centrale forhold på arbejdsmarkedet så som f.eks. uddannelse, så vi sikrer adgang til tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft.

TEKNIQ rådgiver om og formidler den seneste viden på området, så vi som installatører har mulighed for at udføre det gode håndværk.

TEKNIQ er det faglige fællesskab, hvor vi kan diskutere strategi og udvikling med ligesindede.

Og endelig sikrer TEKNIQ de bedste, enkleste og mest fleksible overenskomster til vores branche.

Vi har både format og pondus til at skaffe os indflydelse på både energi-, arbejdsmarkeds-, bolig- og erhvervspolitikken.

Hvordan det kommer til at gå, vil I få at vide til næste års generalforsamling, når fortsættelse følger.

Tak for ordet.