Klare kriterier fra Arbejdstilsynet efterlyses
Arbejdstilsynets nye screeninger af arbejdsmiljøet inden for blandt andet installationsbranchen, hvor alle virksomheder efter 1. april i år vil få uanmeldt besøg, giver anledning til dybe panderynker hos formanden for TEKNIQ, Jesper Hansen. Ikke fordi branchen har problemer med at blive kigget over skuldrene, men fordi Arbejdstilsynet indtil videre ikke har meldt klart ud, hvilke kriterier, der ligger til grund for screeningerne. De ukonkrete og uklare bedømmelseskriterier øger risikoen for, at virksomhederne bliver udsat for meget forskellige bedømmelser, selv om de arbejdsmiljømæssigt ligner hinanden. Og det svækker virksomhedernes retssikkerhed i forhold til screeningerne. Samtidig er det svært for virksomhederne at finde ud af, helt præcist, hvor de skal sætte ind, inden Arbejdstilsynet kommer på besøg.
Uklare bedømmelseskriterier
– Min største bekymring er, at bedømmelseskriterierne er uklare og ikke kommunikeret ud til virksomhederne. Det kan i sidste instans få den konsekvens, at to virksomheder, som arbejdsmiljømæssigt ligner hinanden, får to forskellige bedømmelser, fordi de manglende klare kriterier i høj grad overlader det til den enkelte tilsynsførendes skøn at vurdere virksomhedens samlede indsats. I min verden er godt tilsyn kendetegnet ved ens, klare, konkrete og kommunikerede kriterier. Indtil videre venter vi tålmodigt på de kriterier fra Arbejdstilsynet, siger Jesper Hansen.
Den løftede pegefinger til Arbejdstilsynet kom fra TEKNIQs og Dansk VVS’ formand, da han lørdag aflagde beretning på Dansk VVS’ generalforsamling.
Gerne i dialog med Arbejdstilsynet
– Inden for installationsbranchen har vi traditionelt opfattet arbejdsmiljøindsatsen som en nødvendighed, men også som en udgift. Det gør vi ikke længere. I dag anser vi arbejdsmiljøområdet som et meget vigtigt område, der har en lang række positive effekter. Et godt arbejdsmiljø kan sænke sygefraværet, øge produktiviteten og samtidig bruges som aktiv i forhold til at fastholde centrale medarbejdere. I forbindelse med den seneste overenskomstfornyelse har vi blandt andet indført en sundhedsforsikring og lavet en arbejdsmiljøaftale. Så vi går gerne i dialog med Arbejdstilsynet, især hvis de ud over at udøve tilsyn også tager deres rådgivende funktion alvorligt, siger Jesper Hansen.
Et af de områder, hvor Jesper Hansen især er bekymret over de manglende klare bedømmelseskriterier, er inden for det psykiske arbejdsmiljø.
Psykisk arbejdsmiljø vigtigt
– Det psykiske arbejdsmiljø – med tilhørende risiko for stress og sygdom – skal tages meget alvorligt. Og det gør vi også i installationsbranchen. Men det psykiske arbejdsmiljø er også en luftig størrelse, hvor de samme spørgsmål kan give anledning til meget forskellige svar. I noget af det materiale, vi har set fra Arbejdstilsynet, bliver det psykiske arbejdsmiljø bedømt ud fra spørgsmål som: Har du travlt på dit arbejde? Hvis det kommer til at stå alene som indikator for stressniveauet i virksomheden, så er alle ansatte i installationsbranchen stressede. For med den nuværende byggeaktivitet har alle travlt. Derfor er det helt afgørende, at Arbejdstilsynet er klare og nuancerede i deres fastlæggelse af kriterier for tilsynet, især på det psykiske arbejdsmiljøområde, siger Jesper Hansen.
Sidst opdateret 29.08.2008