Flot dansk indsats rakte ikke til sejr
Det blev ikke til en sejr til danske 20-årige Lui Paldrup, da han i det nordiske mesterskab i vvs repræsenterede Danmark i konkurrence mod nordiske kolleger. Efter en flot indsats blev han besejret af den islandske repræsentant Àrni Már Heimis.
Efter 22 timers hårdt arbejde fordelt over tre konkurrencedage kunne en træt Lui Paldrup lørdag den 3. marts se tilbage på en flot indsats i det nordiske mesterskab i vvs. Desværre rakte indsatsen ikke til, at Lui Paldrup kan føje titlen Nordisk Mester på sit cv.
Under konkurrencen skulle 20-årige Lui Paldrup i konkurrence med vvs-lærlinge fra Sverige, Norge, Island og Finland installere afløb, varme, baderumsinstallation og gulvvarme foran publikum på en messe i Malmø. Opgaven var kendt op forhånd af alle deltagerne, der sammen havde forberedt sig til mesterskabet på en træningslejr i Stockholm.
Efter træningslejren fortsatte Lui Paldrup sin seriøse forberedelse ved at træne flere timer dagligt i at bukke rør i ugerne op til konkurrencen, ligesom han har benyttet en mentaltræner.
Lui Paldrup deltog i konkurrencen som Danmarksmester. Trods nederlaget skal Lui Paldrup endnu engang konkurrere for Danmark, når han i november 2007 deltager i World Skills, der svarer til et verdensmesterskab, i Japan.
De Nordiske Mesterskaber i vvs arrangeres af de faglige udvalg i de nordiske lande. I Danmark er det Det Faglige Udvalg for vvs-uddannelse, der står bag. Lui Paldrup var, som reglerne foreskriver, lærling, da han blev danmarksmester i september 2006, men blev færdiguddannet 1. januar 2007.
Sidst opdateret 19.09.2008