Pengene kommer ikke af sig selv
Formanden for ELFO, Søren Skræddergaard, indledte torsdag den 8. marts 2007 ELFO-lokalkredsformændenes møde med nyt fra bestyrelsen, hvori han understregede, at det går rigtig godt for installationsbranchen, men at det alligevel kan være svært at opretholde en fornuftig indtjening.
”Vi kender alle eksempler på, at man risikerer at miste overblikket, når der er for travlt. At man får ansat en medarbejder, der ikke er sin løn værd. At man ikke får gjort opgaverne færdige og dermed faktureret dem”, sagde Søren Skræddergaard og tilføjede, at den hårde konkurrence i hverdagen også presser installatørerne. Samtidig er det at drive virksomhed ikke så enkelt som tidligere, fordi der politisk set hele tiden stilles nye krav om indberetninger og kvalitetsdokumentation. Og Søren Skræddergaard fortsatte:
”Vi har altså høj aktivitet og masser af muligheder, men samtidig også en del faldgruber. Resultatet ser vi i form af en større spredning i indtjeningen. Det kan helt klart lade sig gøre at tjene penge i installationsbranchen, men det kommer ikke af sig selv”.
En forudsætning er imidlertid, at der er adgang til tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft. Og det kræver en god overenskomst med mulighed for at udvikle medarbejderne.
Han understregede, at det nye overenskomstresultat afspejler, at TEKNIQ på uddannelsesområdet er enige med forbundet i, at der er en fælles interesse i et stærkt uddannelsessystem. Som led i samarbejdet er der også udarbejdet et materiale om godt håndværk.
”Vi har en fornemmelse af, at de gedigne håndværksmæssige kvaliteter er trængt lidt i baggrunden – ikke fordi nogen har villet det, men fordi der har været så megen opmærksomhed på andre ting. Vi vil gerne signalere, at vi skal værne om det gode håndværk i el-faget. Derfor har vi med det fælles debatoplæg fået sat nyt fokus på det gode håndværk”, sagde Søren Skræddergaard.
Til slut i sin beretning dvælede Søren Skræddergaard ved den megen kritik, som byggeriet stadig bliver udsat for – ikke mindst af kvaliteten.
”Kritikken er forståelig, fordi der er for mange eksempler på, at der er for mange fejl og mangler i byggeopgaver. Men ofte har kritikken en forkert adresse. Vi får ofte til opgave at udføre elinstallationerne på basis af et udbudsmateriale, der mildest talt er ufuldstændigt og hvor der i løbet af byggeprocessen sker talrige ændringer, så meget skal gøres om. Og vi bliver ofte mødt med høje kvalitetsforventninger, men det står samtidig klart, at bygherren eller hovedentreprenøren vil vælge den, der kommer med den laveste pris, og har kalkuleret ud fra lavest mulige niveau”, sagde Søren Skræddergaard og reklamerede samtidig for selskabet TEKNIQ Kvalitet, som skal varetage auditeringsopgaverne på autorisationsområdet.
Sidst opdateret 19.09.2008