Ambitiøst regeringsgrundlag, der lover godt
– Statsministeren har fremlagt et meget ambitiøst regeringsgrundlag, som på en række centrale områder tager fat om de hovedudfordringer, Danmark står over for. Det er også godt, at regeringsgrundlaget sigter mod at samle Folketingets partier om brede forlig til glæde for Danmark, siger administrerende direktør i TEKNIQ installatørernes organisation, Niels Jørgen Hansen.
Han glæder sig især over regeringens udspil omkring skat, arbejdsmarked og energi.
– I installationsbranchen mangler vi kvalificeret arbejdskraft, og der er ingen tvivl om, at regeringens ambition om at sænke skatten på arbejde er den helt rigtige metode til at øge arbejdsudbuddet. Vi er meget tilfredse med, at der nu bliver nedsat en kommission som får til opgave at fremtidssikre det danske skattesystem, siger Niels Jørgen Hansen.
Også på arbejdsmarkedsområdet er der tilfredshed med regeringens udspil:
– 20.000 flere i beskæftigelse er et yderst ambitiøst mål. Men vi er også i en situation, hvor vi er nød til at være ambitiøse. Regeringen ser rigtigt, når den ønsker at gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt – blandt andet gennem styrkelse af seniorpolitiske tiltag, nedbringelse af sygefraværet og styrket indsats over for ledige. Eneste malurt i bægeret er, at regeringens meget stærke fokus på udviklingen af den offentlige service kan gå ud over den private sektor. Alle mangler kvalificerede medarbejdere, og hvis den offentlige sektor massivt begynder at efterspørge flere medarbejdere, så vil det kunne påvirke beskæftigelsen i den offentlige sektor, siger Niels Jørgen Hansen.
Som det tredje positive element i regeringensgrundlaget peger TEKNIQ på energiindsatsen.
– Regeringens mål om energibesparelser på 1,4 pct. om året er ambitiøst. Men det er helt rigtigt at satse på energibesparelse. Ikke fordi vedvarende energi ikke er vigtig, men fordi energibesparelser giver den største CO₂-reduktion pr. investeret krone. Derudover er det helt rigtigt at regeringen peger på øget investeringer i energirigtige boliger. Og endelig er det meget positivt, at regeringen vil oprette et videnscenter for energibesparelser, siger Niels Jørgen Hansen.
Yderligere oplysninger fås hos Niels Jørgen Hansen på tlf. 40 74 43 60.
Sidst opdateret 27.08.2008