Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Flere indbrud og mere overvågning kalder på rådgivning

Stadig flere danskere oplever, at deres bolig bliver udsat for enten indbrud eller hærværk. Nye tal fra Danmarks Statistik, som offentliggøres i dag, viser, at der i 1. kvartal af 2008 blev anmeldt 23.908 indbrud, hvilket er en stigning på 6,2 pct. i forhold til kvartalet før. Samtidig blev der i første kvartal af 2008 anmeldt 11.527 tilfælde af hærværk mod 10.402 tilfælde i kvartalet før. Det svarer til en stigning på 6,4 pct.

Stigningen i antallet af indbrud og hærværkshændelser samt en generel stigende utryghed i samfundet har fået antallet af overvågningsinstallationer til at eksplodere. Men opsætning af overvågning kræver god rådgivning.

– Et rundspørge foretaget af vores fagblad Electra viser, at der i dag opsættes 400 nye overvågningsinstallationer hver dag. Men opsætning af overvågningskameraer er ikke nogen enkel sag. For det første svømmer markedet i forskellige overvågningsprodukter, og det kan være vanskeligt for den enkelte at overskue, hvilken løsning, der teknisk set er den rigtige i netop den konkrete situation. Samtidig bør ethvert nyt overvågningskamera følges op af rådgivning om, hvordan data – både billede og lyd – efterfølgende juridisk set må bruges og lagres, siger Søren Rise, afdelingsleder i TEKNIQ.

Efter den 1. juli 2007 er der trådt nye lovkrav om tv-overvågning i kraft, som har medført, at der er udvidet adgang for private virksomheder og borgere til at foretage tv-overvågning. I loven er der fastsat skrappe krav for etablering af tv-overvågningsinstallationer, disse krav sikrer borgerne mod ulovlig overvågning og senere misbrug af optagelserne. Overtrædelser kan straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder; det er derfor vigtigt for kunder til tv-overvågningsinstallationer, at de er opmærksomme på lovkravene.

Søren Rise opfordrer derfor alle, der overvejer at opsætte et overvågningsanlæg, til at tage kontakt til en autoriseret elinstallatør for at sikre sig den bedste rådgivning – både teknisk og juridisk.

– TEKNIQ ser også gerne, at samtlige interessenter på området for tv-overvågning sammen med politi og andre myndigheder snarest får samordnet eksisterende anbefalinger og kravspecifikationer til et fælles grundkrav. Det fælles grundkrav skal særligt sikre borgerne mod ulovlige kamerainstallationer og ulovlig overvågning samt måske det endnu værre: efterfølgende misbrug af optagelserne på for eksempel YouTube, siger Søren Rise.

Yderligere oplysninger fås hos afdelingschef Søren Rise på tlf. 7741 1580 eller på mail sri@tekniq.dk.

Læs tallene fra Danmarks Statistik

Du kan også læse mere om overvågningskameraer i det seneste nummer af fagbladet Electra.
Sidst opdateret 02.06.2008