Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Evaluering dumper energihandlingsplan

Klima- og Energiministeriet fremlagde i dag en kritisk evaluering af effekterne af den hidtidige energispareindsats. Ifølge byggeerhvervets organisationer er der tale om en så væsentlig og alvorlig kritik, at det må give anledning til en revision af den hidtidige energisparepolitik.

Energiselskabernes indsats er efter byggeerhvervets opfattelse dumpet med et brag, og deres monopol på anvendelsen af de 200 mio. kr., som de opkræver hos kunderne, må ændres. Dansk Byggeri, FRI, TEKNIQ og Danske Ark ønsker i stedet at der etableres en energisparefond med et klart mål om at opnå størst mulig energispareeffekt.

Evalueringen slår tillige fast, at centrale virkemidler i den handlingsplan, som et folketingsflertal vedtog i juni 2005, ikke har virket efter hensigten. Det drejer sig om energimærkning af bygninger. I de sidste fire år har bygningsejere således brugt et milliardbeløb til energimærkning af bygninger - en udgift, der ikke står i noget rimeligt forhold til de opnåede energispareeffekter.

Herudover kan det konstateres, at den rolle, som det offentlige skulle spille ved at gå foran, når det gælder energispareindsatsen, er mislykkedes, idet rapporten konkluderer, at udviklingen i det offentliges energiforbrug "ikke går den rigtige vej".

Indsatsen bør nytænkes
På den baggrund er det ifølge byggeerhvervets organisationer nødvendigt at gentænke den offentlige energisparepolitik. Organisationerne peger bl.a. på behovet for at etablere en uvildig energisparefond med et klart sigte samt en ændret energimærkningsordning med fokus på bygninger med et stort energiforbrug.

Herudover er der behov for at det offentlige aktivt går foran med at realisere energibesparelser, ligesom mere effektfulde incitamenter må bringes i spil, hvis det skal lykkes at realisere de ambitiøse mål for energibesparelser.

Læs Byggeerhvervet ser frem til en revision af energisparepolitikken - et uddybende pressenotat fra Byggeerhvervet (word-dokument).

Læs Hovedrapporten: En vej til flere og billigere energibesparelser. Evaluering af samtlige danske energispareaktiviteter.
Sidst opdateret 12.01.2009