Finanslov 2008: Urimelig straf til private virksomheder
Det er helt urimeligt at straffe de private arbejdsgivere ved at sætte antallet af dage, hvor virksomhederne skal betale sygedagpenge op til 21 dage mod de nuværende 15 dage. Samtidig er det vanskeligt at se meningen med, at arbejdsgiverne fremover skal betale de første tre ledighedsdage (g-dage) efter hjemsendelse mod de nuværende to.
Sådan lyder kommentaren fra Niels Jørgen Hansen, som er administrerende direktør i TEKNIQ Installatørernes Organisation, til regeringens finanslovsforslag.
Han ærgrer sig over, at regeringen i sin iver efter at spare penge på finansloven vælger at slå ned på fleksibiliteten på arbejdsmarkedet.
– I realiteten er der tale om en ekstra skat på beskæftigelse, og det er uhensigtsmæssigt i en tid, hvor arbejdsmarkedet er under voldsomt pres – i installationsbranchen mangler vi cirka 3000 mand. Man skal ikke blive overrasket, hvis effekten af den forlængede arbejdsgiverfinansiering af sygedagpengene bliver, at virksomhederne afholder sig fra at ansætte personer, som måske ikke er 100 pct. fit. Ledigheden er i dag så lav i installationsbranchen, at de få kvalificerede elektrikere og vvs-montører, der står uden arbejde, har været ledige i ganske lang tid. Og det er svært at overbevise installatørerne om, at de skal ansætte dem, hvis de som arbejdsgivere risikerer at komme til at hænge på betalingen for fem ekstra sygedage, siger Niels Jørgen Hansen og tilføjer:
– Samtidig er det ikke usandsynligt, at især de mindre virksomheder, som er i tvivl om, hvorvidt de skal ansatte en ekstra medarbejder, i højere grad vil afholde sig fra at gøre det, hvis regeringens forslag bliver vedtaget.
Sidst opdateret 02.05.2008