Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Gode takter i energiaftale

Den energiaftale, som regeringen torsdag aften fik forhandlet på plads, indeholder en del gode takter og nogle ambitiøse mål, men det er mere usikkert om de redskaber, som aftalen nævner rent faktisk vil føre til, at målene kan nås. For mens aftalen er meget konkret, når det angår vedvarende energi, så er den noget mere uklar, når det handler om konkrete initiativer, der skal føre til energieffektiviseringer.

Det mener administrerende direktør Niels Jørgen Hansen, TEKNIQ Installatørernes Organisation, som især savner konkrete initiativer, der skal gøre det mere attraktivt for både private boligejere, boligselskaber, kommunerne og industrien at gennemføre energieffektiviseringer.

– Regeringens mål er der ikke noget galt i. Alle kan vel være enige om, at det er fornuftigt nok, at den vedvarende energis andel af den samlede energiproduktion i 2011 skal udgøre 20 pct., at bruttoenergiforbruget skal falde fire pct. frem til 2020, og at der skal være en årlig besparelse på 1,5 pct. af det endelige energiforburg i 2006. Men jeg kan godt have mine tvivl om, hvorvidt de initiativer, der er nævnt i aftalen i sig selv er nok. Vi havde i TEKNIQ gerne set, at aftalen indeholdt nogle mere vidtgående forslag til, hvordan målene så rent faktisk realiseres, siger Niels Jørgen Hansen og tilføjer:

– Vi kan jo se, at kommunerne, erhvervslivet og de private boligejere er meget meget vanskelige at råbe op, når det gælder gennemførelse af energieffektiviserende tiltag. Det er måske meget naturligt. Flere pædagoger og social- og sundhedshjælpere er mere populært end at energioptimere skoler og plejecentre, og et nyt køkken er trods alt mere synligt end en varmepumpe. Netop derfor kunne vi godt have tænkt os, at der var lidt flere og lidt mere ambitiøse håndtag at dreje på i forhold til at ændre energiadfærden ude hos slutkunderne, siger Niels Jørgen Hansen, der dog glæder sig over, at der trods alt er sat nogle få midler af til varmepumper og små VE-teknologier.

Yderligere oplysninger hos administrerende direktør Niels Jørgen Hansen på telefon: 40 74 43 60
Sidst opdateret 16.04.2008