Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Dybt bekymrende forhold på erhvervsskolerne

I gennemsnit bruger en underviser på en af landets erhvervsskoler langt under en tredjedel af sin arbejdstid på at undervise. En ny undersøgelse fra Undervisningsministeriet dokumenterer, at lærerne på erhvervsskolerne i gennemsnit bruger 27,9 pct. af deres arbejdstid på skolernes egentlige kerneydelse: at undervise, mens 23,8 pct. af tiden går til øvrig tid (pædagogisk-administrative opgaver, møder, kompetenceudvikling og forskellige tillidshverv). 23,8 pct. bruges til forberedelse, mens resten bruges til pauser, rettearbejde og eksaminer.

– I installationsbranchen finder vi det dybt, dybt bekymrende, at underviserne bruger så lidt tid på at undervise. Og det er der to grunde til. For det første sukker erhvervsskolerne efter undervisere, det er simpelthen ikke muligt at stampe dem op af jorden. I den situation er det uholdbart, at de undervisere, der allerede er på skolerne, ikke bruger mere tid på undervisning. For det andet dokumenterede vi allerede sidste år, at eleverne på blandt andet elektrikeruddannelsen bliver snydt for lærerbaseret undervisning – til skade for deres teoretiske uddannelse. Dengang lød forklaringen fra erhvervsskolerne, at de ikke havde midler nok. Men så længe under en tredjedel af arbejdstiden går med at undervise, så længe er der næppe grund til at acceptere det argument, siger Tina Voldby, afdelingschef i TEKNIQ installatørernes organisation.

En opgørelse, foretaget af TEKNIQ sidste år, viste, at en række erhvervsskoler har skåret næsten 20 pct. af undervisningstiden bort på grundforløbene. Skolerne opfyldte i en række tilfælde langt fra deres forpligtelse med hensyn til lærerbaseret undervisning – flere elever på skolerne har således i alt for høj grad været overladt til egen læring. Dengang lød argumentet fra skolerne, at de ikke fik penge nok fra ministeriet til at løfte opgaven.

– Ingen forventer, at lærerne på skolerne skal undervise 37 timer om ugen. Men at man som underviser bruger lige så meget tid på pædagogisk-admini­strative opgaver, møder og kompetenceudvikling som på at undervise, det mener vi altså er dybt bedrøveligt. Naturligvis skal der holdes møder, og undervisningen skal tilrettelægges og evalueres, men det kan simpelthen ikke være rigtigt, at man skal bruge næsten lige så lang tid på det, som på at undervise. Skolernes kerneydelse er nu engang undervisning. Så også her må skolens ledelse tage ansvar og sørge for, at underviserne ikke møder sig ihjel på bekostning af eleverne, siger Tina Voldby og tilføjer:

– I en tid, hvor erhvervsskolerne stønner over, hvor vanskeligt det er at rekruttere kvalificerede undervisere, må det være et fromt ønske herfra, at parterne i forbindelse med de kommende overenskomstforhandlinger får lavet en aftale, der sikrer flere undervisningstimer fra lærerne. Skolerne må tilbage til deres kerneydelse, og det kræver, at underviserne stiller sig bag katederet noget oftere end det øjensynligt sker i dag, siger Tina Voldby.

Læs Undervisningsministeriets undersøgelse (pdf-fil)
Sidst opdateret 20.05.2008