Fortsat fremgang i installationsbranchen
Installationsbranchen holder fortsat stand. Mens beskæftigelsen inden for den øvrige del af bygge- og anlægsbranchen bliver ved med at falde, så oplever installationsbranchen en fortsat stigning. Således var den sæsonkorrigerede beskæftigelse inden for installationsbranchen (el- og vvs-området) i 2. kvartal 2008 på 45.200, mens det tilsvarende tal året før var 44.600 – altså en stigning på cirka 600 beskæftigede.
Det viser helt nye tal for byggebeskæftigelsen offentliggjort af Danmarks Statistik.
Dermed er installationsbranchen fortsat et beskæftigelseslokomotiv inden for byggebranchen, hvor den samlede sæsonkorrigerede beskæftigelse er faldet med 7.000 siden 2. kvartal 2007.
Det er dog primært el-området, som holder beskæftigelsen oppe. Som den eneste gruppe inden for byggebranchen stiger den sæsonkorrigerede beskæftigelse i el-installatørvirksomhederne - fra 25.700 i 2. kvartal 2007 til nu 26.900 i 2. kvartal 2008. På vvs-området er beskæftigelsen i 2. kvartal 2008 på 18.300 en lille tilbagegang i forhold til de 18.900 som var beskæftiget året før.
– Det er glædeligt, at installationsbranchen fortsat holder gang i beskæftigelsen. Tallene fra Danmarks Statistik viser, at den optimisme, som de fleste installatører udtrykte, da TEKNIQ tidligere på året udgav sin markedsstatistik, var baseret på virkeligheden og ikke på ønsketænkning. Dengang forudså installatørerne, at der især i el-området fortsat ville være en positiv udvikling, siger Niels Jørgen Hansen, administrerende direktør i TEKNIQ installatørernes organisation.
Han mener, der er flere grunde til, at nedgangen i byggebranchen ikke rammer installatørerne i nævneværdig grad.
– Vi er gået fra en situation, hvor vore medlemmer har haft rygende travlt til, at de nu bare har travlt. Derudover har vore medlemmer i de senere år bevæget sig mere og mere ind på servicemarkedet og væk fra entreprise og privatboligmarkedet. Derfor slår nedgangen i byggebranchen ikke så hårdt igennem, siger Niels Jørgen Hansen.
Yderligere oplysninger fås hos Niels Jørgen Hansen, tlf. 40 74 43 60.
Sidst opdateret 27.08.2008