Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Sygedagpengeaftale hæmmer arbejdsmarkedet

Sygedagpengeaftale hæmmer arbejdsmarkedet
Den nye finanslovsaftale mellem regeringen, Ny Alliance og Dansk Folkeparti indeholder to elementer, pålægger arbejdsgiverne fremover at betale sygedagpenge i 21 kalenderdage imod de nuværende 15. Samtidig udvides den dagpengegodtgørelse, som arbejdsgiverne skal betale for 1. og 2. ledighedsdag til forsikrede lønmodtagere, til tre dage. Begge forslag er decideret skadelige for det danske arbejdsmarked, som i dag er mere presset end nogensinde før, fordi ledigheden er helt i bund og aktiviteten meget høj.

Det mener Niels Jørgen Hansen, administrerende direktør i TEKNIQ Installatørernes Organisation.

– Det er helt urimeligt at straffe de private arbejdsgivere ved at sætte antallet af dage, hvor virksomhederne skal betale sygedagpenge op til 21 dage mod de nuværende 15 dage. I installationsbranchen har vi fra 1. januar indført en sundhedsordning, som netop har til formål at mindske sygefraværet, og kvitteringen fra regeringen er at sætte yderligere tommelskruer på arbejdsgiverne, siger Niels Jørgen Hansen.

Samtidig har han svært ved at se meningen med, at arbejdsgiverne fremover skal betale de første tre ledighedsdage (g-dage) efter hjemsendelse mod de nuværende to.

Fleksibilitet mindskes
Han ærgrer sig over, at regeringen i sin iver efter at spare penge på finansloven vælger at slå ned på fleksibiliteten på arbejdsmarkedet, især fordi de to forslag modarbejder de positive intentioner, som regeringen fremlagde i forbindelse med jobplanen.

– Med jobplanen tog regeringen et skridt mod en højere beskæftigelse. De to forslag her vil trække voldsomt i den anden retning, for i realiteten er der tale om en ekstra skat på beskæftigelse, og det er uhensigtsmæssigt i en tid, hvor arbejdsmarkedet er under voldsomt pres. Man skal ikke blive overrasket, hvis effekten af den forlængede arbejdsgiverfinansiering af sygedagpengene bliver, at virksomhederne afholder sig fra at ansætte personer, som måske ikke er 100 pct. fit. Ledigheden er i dag så lav i installationsbranchen, at de få kvalificerede elektrikere og vvs-montører, der står uden arbejde, har været ledige i ganske lang tid. Og det er svært at overbevise installatørerne om, at de skal ansætte dem, hvis de som arbejdsgivere risikerer at komme til at hænge på betalingen for fem ekstra sygedage, siger Niels Jørgen Hansen og tilføjer:

– Samtidig er det ikke usandsynligt, at især de mindre virksomheder, som er i tvivl om, hvorvidt de skal ansatte en ekstra medarbejder, i højere grad vil afholde sig fra at gøre det, hvis regeringens forslag bliver vedtaget.

Han mener dog, det er positivt, at de mindre virksomheder får mulighed for at forsikre sig ud af problemerne med den længere arbejdsgiverbetalte sygedagpengeperiode.

– Regeringen, Ny Alliance og Dansk Folkeparti skal dog roses for, at de i aftalen har valgt at udvide dækningsperioden i den særlige forsikringsordning for mindre private arbejdsgivere, så den fremover kommer til at dække de 21 dage. Men den ros er kun berettiget, hvis den udvidede dækning sker uden en stigning i præmien, siger Niels Jørgen Hansen.
Sidst opdateret 16.04.2008