Undervisningsminister Bertel Haarder har i dag holdt møde med DA og LO for at diskutere, hvad der kan gøres for at skaffe flere praktikpladser.
TEKNIQ Installatørernes Organisation har uhyre stort fokus på faldet i antallet af indgåede aftaler det seneste år, som alene for installationsbranchen har været på ca. 20 pct.
– I installationsbranchen er vi udmærket godt klar over, at det er os selv, der skal sikre rekrutteringen til branchen. Så vi har både en kraftig motivation og stærke incitamenter til hele tiden at have fokus på en tilstrækkelig tilgang af nye medarbejdere. Især fordi vores branche næsten udelukkende ansætter medarbejdere med en erhvervsuddannelse. Samtidig har vi lige været igennem en periode med betydelig mangel på arbejdskraft, og den situation risikerer vi at ende i igen, når konjunkturerne vender, siger underdirektør Tina Voldby.
Hun understreger, at det bedste regering og Folketing kan gøre for at sikre tilstrækkeligt med praktikpladser er at få sat gang i økonomien.
– Optaget af lærlinge er noget af det mest konjunkturfølsomme inden for installationsbranchen, det viser de historiske tal og den nuværende situation. Så snart vi har lavkonjunktur, så kniber det med at få sikret, at alle unge kan få en uddannelsesaftale, mens det går meget lettere, når der er fuld fart på og højkonjunktur. Det bedste politikerne derfor kan gøre er at stimulere økonomien – som det blandt andet er sket med renoveringspuljen og skattepakken – og bidrage til hurtigt at få gang igen i økonomien, siger Tina Voldby.
Et særligt problem i forhold til de manglende praktikpladser er selvfølgelig de unge, som allerede er gået i gang med en uddannelse som elektrikere eller vvs’ere.
– Som branche har vi en særlig forpligtelse til at sikre, at netop denne gruppe også får mulighed for at færdiggøre deres uddannelser. Så vi er i løbende dialog med vores medlemmer for at sikre nok pladser. Men samtidig vil jeg da gerne opfordre erhvervsskolerne til at styrke deres virksomhedsopsøgende indsats. I de senere år har lærlingene hurtigt kunne finde en praktikplads, og skolerne har ikke behøvet at være særligt aktive. Men nu er situationen en anden, og vi har brug for skolernes hjælp, siger Tina Voldby og fortsætter:
– Vi bidrager gennem trepartsdrøftelser mellem minister og arbejdsmarkedets parter meget gerne til, hvordan vi kan komme den problematiske situation til livs.
Yderligere oplysninger hos underdirektør Tina Voldby, tlf. 20 12 82 83