Danske boligejere kan tilsammen spare, hvad der svarer til varmeforbruget i 300.000 parcelhuse.
Både stat og kommuner har mulighed for at skære op til 75 pct. af energiforbruget.
Endelig ligger der et kæmpe udokumenteret energibesparelsespotentiale i private danske virksomheder – både i industrien og i servicesektoren.
Mulighederne for at spare på energi i danske bygninger er rigtig gode, og derfor sætter TEKNIQ Installatørernes Organisation mandag den 20. april 2009 gang i kampagnen ”Klog energi gir god økonomi”.
– Formålet med kampagnen er at sætte fokus på, hvordan det store energibesparelsespotentiale, der er i Danmark, kan realiseres. Alle undersøgelser viser, at potentialet er til stede, og det er vores opfattelse, at der i befolkningen generelt er stigende fokus på energibesparelser. Men det er også vores oplevelse, at efterspørgslen efter energibesparelser fortsat er begrænset. Det kan der være mange grunde til, men vi tror, at manglende viden om, hvor lidt der i virkeligheden skal til, er en af hovedårsagerne til, at energibesparelserne ikke blomstrer mere i Danmark, siger Niels Jørgen Hansen, administrerende direktør i TEKNIQ Installatørernes Organisation.
TEKNIQs kampagne er derfor bygget op omkring en lang række gode eksempler på, hvordan både private boligejere, kommuner og private virksomheder har arbejdet med energibesparelse.
– I installationsbranchen ønsker vi at missionere grønne løsninger. Men vi vil meget gerne vise danskerne, at selv en lille indsats kan føre til betydelige energibesparelser. Og argumenterne for at gøre det er jo lige til. For det første betaler de fleste investeringer sig meget hurtigt hjem, fordi el- og varmeregningen falder i takt med et lavere energiforbrug. For det andet er der det med samvittigheden. Et lavere energiforbrug giver mindre CO
2-udslip, og dermed mindskes risikoen for global opvarmning. For det tredje vil et lavere energiforbrug også gøre både private boligejere, kommuner, statslige institutioner og private virksomheder mindre følsomme i forhold til de stærkt ustabile energipriser, siger Niels Jørgen Hansen.
Kampagnen indeholder både en hjemmeside –
www.klogenergi.dk – en annoncekampagne i landsdækkende medier samt en stribe pjecer med gode råd til både private boligejere, kommuner og private virksomheder.
Yderligere oplysninger hos administrerende direktør Niels Jørgen Hansen, tlf. 77 42 42 32 eller kommunikationschef Michael Rask Pedersen, tlf. 30 31 24 41.