Regeringen og Dansk Folkeparti har i dag besluttet at justere forslaget om multimediebeskatning.
Justeringen sker på to fronter: En præcision af rådighedsbegrebet, der definerer, hvem der bliver omfattet af multimediebeskatningen samtidig sættes det skattepligtige beløb ned fra 5.000 til 3.000 kr.
– Vi er meget tilfredse med, at Regeringen og Dansk Folkeparti har lyttet til den sunde fornuft og valgt at ændre ordningen, siger Niels Jørgen Hansen, administrerende direktør i TEKNIQ Installatørernes Organisation og tilføjer:
– Vores beregninger har vist, at skatten alene ville koste installationsbranchen 220 mio. kr., og det ville være helt urimeligt på den måde at straffe en branche, som har været fremsynet med hensyn til at forbedre effektivitet og innovation gennem brugen af ny teknologi.
Regeringen understreger, at der ved en præcisering af rådighedsbegrebet tages hensyn til visse grupper med særlige forhold. Udleverede mobiltelefoner/PDA-telefoner, der med sikkerhed alene anvendes erhvervsmæssigt, vil således ikke blive beskattet.
– Da det it-isenkram, medarbejderne i vore medlemsvirksomheder anvender, er lige så vigtig en del af deres arbejde som rørtang og skruetrækker, så må den nye aftale betyde, at installatørernes medarbejdere også friholdes fra skatten. Det er meget glædeligt, siger Niels Jørgen Hansen.
Yderligere oplysninger hos administrerende direktør Niels Jørgen Hansen, tlf. 40 74 43 60