Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Kompetencefond for elektrikere – en stor succes

En ubetinget succes. Det må være en fair betegnelse for den aftale, overenskomstparterne på el-området i 2007 indgik om oprettelsen af El-branchens Kompetenceudviklingsfond. Den første ansøgningsrunde om midler fra fonden blev afsluttet for nylig, og nu viser opgørelsen, at der var ansøgninger til syv gange det beløb, der er oparbejdet i fonden.

Og der er vel at mærke kun søgt om støtte til den ene af de to muligheder, der findes for efteruddannelse: Virksomhedens ønsker til medarbejderens efteruddannelse. Dertil kommer medarbejdernes selvvalgte efteruddannelse.

- Vi må konstatere, at vi så rigtigt, da vi indgik aftalen. Den enorme interesse viser også, at branchen tager ansvar i forhold til kompetenceudvikling og vækst i el-faget. Vi ser med spænding frem til omfanget af elektrikernes søgning til efteruddannelserne, nu hvor der også kan søges penge til medarbejdernes selvvalgte uddannelse, siger Jørgen Juul Rasmussen, formand i Dansk El-Forbund.

- De mange ansøgninger viser, at virksomhederne har fokus på, at kravene til medarbejdernes kompetencer konstant øges og er en grundlæggende forudsætning for at virksomhederne og branchen forsat kan udvikle sig. Der er fokus på nye teknologier, løsninger og forretningsområder, siger Niels Jørgen Hansen, adm. direktør i TEKNIQ.

Aftalen mellem forbundet og arbejdsgiverorganisationen TEKNIQ skal sikre, at virksomheder og medarbejdere sammen foretager en strategisk uddannelses- og kompetenceplanlægning. Dette har et dobbelt formål: Styrkelse af virksomhedernes udviklingsmuligheder i en verden, hvor den teknologiske udvikling løber stærkt, og understøttelse og udvikling af medarbejdernes kompetencer for at bevare og styrke beskæftigelsesmulighederne.

Indbetalingerne til fonden startede i april 2008, og første ansøgningsrunde sluttede den 10. januar 2009. I alt havde 157 virksomheder søgt støtte til 10.481 kursusdage for 6.778 medarbejdere. Der var som nævnt ikke penge til at dække alle ønsker, men ikke desto mindre er der bevilget støttet til 4.959 kursusdage. Og der er givet tilskud til strategisk uddannelsesplanlægning for 43 virksomheder og 1.759 medarbejdere.

Fondens bestyrelse har taget stilling til ansøgningerne, og når der var ansøgninger om syv gange det beløb, der var til rådighed i fonden, og det alligevel lykkedes at få mere end en sjettedel af medarbejdere i branchen på uddannelse, skyldes det at bestyrelsen har foretaget en prioritering der tilgodeser at der gives tilskud til så mange som muligt og f.eks. bortprioriteret meget dyre kurser.

FAKTA om El-branchens Kompetenceudviklingsfond
  • Aftalt mellem Dansk El-Forbund og TEKNIQ i Elektrikeroverenskomsten ved overenskomstforhandlingerne 2007
  • Siden 1. april 2008 har virksomhederne indbetalt 260 kr. pr. medarbejder omfattet af overenskomsten. Beløbet reguleres pr. 1. april 2009 til 520 kr. årligt
  • Den første ansøgningsrunde for virksomheder er afsluttet pr. 10. januar 2009
  • To årlige ansøgningsrunder for virksomhederne. Deadline for næste ansøgningsrunde er 1. juni 2009
  • Medarbejderne kan løbende søge om selvvalgt, brancherelevant uddannelse.

For yderligere kommentarer kontakt:
Administrerende direktør Niels Jørgen Hansen, TEKNIQ, tlf. 43 43 60 00 eller forbundsformand Jørgen Juul Rasmussen, Dansk El-Forbund, tlf. 33 29 70 01

Sidst opdateret 03.02.2009