Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

25 pct. flere på installatøruddannelserne

Uddannelserne til el- og vvs-installatør har i år rigtig godt fat i de unge. 322 er blevet optaget på én af de 10 erhvervsskoler, som udbyder installatøruddannelser, og det er en stigning på over 25 pct. i forhold til optaget i 2008. Der er dog fortsat ledige pladser på skolerne. Det viser de spritnye optagelsestal fra Den Koordinerede Tilmelding.

– I installationsbranchen kan vi kun være tilfredse med, at vore installatøruddannelser ser ud til at have rigtig godt fat i de unge. Det vidner om, at de unge ved, at installationsbranchen er en af de brancher, hvor de fremtidige beskæftigelses- og karrieremuligheder er rigtig, rigtig gode, siger Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ Installatørernes Organisation.

Hun mener, at uddannelsernes stigende popularitet skyldes flere ting.

– For det første er det gode og solide uddannelser på et højt kvalifikationsniveau, og det betyder at de studerende får nogle rigtig gode kort på hånden, når de har gennemført uddannelsen. For det andet er uddannelserne med til at kvalificere de unge til et beskæftigelsesområde som, den nuværende krise til trods, har været meget lukrativt i de senere år. I takt med den rivende teknologiudvikling bliver der flere og flere opgaver til folk med forstand på tekniske og energirigtige installationer inden for el og vvs. For det tredje har vi i de senere år gjort rigtig meget for at udvikle uddannelserne, så de er på forkant med den teknologiske udvikling, og det har helt sikker også øget interessen blandt de unge, siger Tina Voldby.

Og der er brug for de kommende installatører. En markedsundersøgelse foretaget af TEKNIQ i 2009 viser, at omsætningen på installationsmarkedet i de forgangne fem år er steget voldsomt. Fra 36,9 mia. kr. i 2003 til 50 mia. kr. i 2008.

– Og det er især de teknologitunge opgaver, der er blevet markant flere af. Derfor er det ekstremt vigtigt, at de unge i branchen hele tiden opkvalificerer sig og bliver dygtigere, til glæde for både kunderne, virksomhederne og ikke mindst dem selv, siger Tina Voldby.

Yderligere oplysninger fås hos underdirektør Tina Voldby på tlf. 77 42 42 38.
Sidst opdateret 30.07.2009