Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Dansk byggeri er meget produktivt

Med en vækst på 413.000 kr. pr. medarbejder i byggeriet er Danmark det land i Europa, hvor den enkelte medarbejder bidrager mest til værditilvæksten i byggebranchen. Samtidig er Danmark topscorer, når det gælder produktivitet mål ved arbejdskraftomkostning pr. time.
Det viser en ny undersøgelse af Produktivitetsniveauet i dansk og europæisk byggeri, som Erhvervs- og Byggestyrelsen har udarbejdet.

– Undersøgelsen viser, at den danske byggebranche er uhyre produktiv og på afgørende viser bidrager til at skabe vækst og velfærd i Danmark. Den fine placering til Danmark skyldes at vi er et produktivt land med en høj levestandard, og det skal vi naturligvis holde fast i, siger administrerende direktør i TEKNIQ Installatørernes Organisation, Niels Jørgen Hansen.

Korrigerer man for prisforskellene i de enkelte lande, så ligger Danmark lidt lavere, på en femteplads, men ikke særlig langt fra Italien og Finland på 3. og 4. pladsen.

– Selvfølgelig er der rum for forbedringer i Danmark. Men det generelle indtryk er, at de seneste års fokus på omkostninger og kvalitet har ført dansk byggeri op i den europæiske elite”, siger Niels Jørgen Hansen.

Erhvervs- og Byggestyrelsen konkluderer da også i deres rapport at ”… Umiddelbart synes niveauet for produktiviteten at være relativt høj i Danmark, når man sammenligner værditilvækst pr. beskæftiget eller arbejdskraftomkostninger pr. time…”.

– Selv om Erhvervs- og Byggestyrelsen således konstaterer, at produktiviteten er høj i Danmark, så vælger de alligevel at gå i dagens udgave af Licitationen og påstå, at dansk byggeri både er dyrt og langsomt. Det hænger simpelthen ikke sammen. I de senere år har vi gjort rigtig meget for at øge på kvalitet og effektivitet i byggeriet. Lad mig minde om, at vi er mere produktive end de lande, vi normalt sammenligner os med, Sverige, Tyskland, Holland og Storbritannien. Det ville være rart om Erhvervs- og Byggestyrelsen ville acceptere resultaterne af deres egne analyser og aflive det gamle dogme om, at byggeriet i Danmark er for dyrt og for ineffektivt, siger Niels Jørgen Hansen.

Han mener, at Erhvervs- og Byggestyrelsen i stedet for at skælde ud på byggeriet burde undersøge, hvorfor der er forskel på landene i Europa med henblik på at undersøge, om der er ting vi kan gøre bedre i Danmark.

– Rapporten er fyldt med spekulationer og gætterier på, hvorfor Danmark kommer ud med netop ovenstående resultater, men der er meget lidt analyse, af de egentlig grunde. Tallene er gode nok, men forklaringerne bag er noget spekulative, siger Niels Jørgen Hansen.

Yderligere oplysninger hos administrerende direktør Niels Jørgen Hansen, tlf. 7742 4232 eller email njh@tekniq.dk.
Sidst opdateret 01.07.2009