Når krisen kradser så tyer installatørerne til efteruddannelse. I 2008 var en tredjedel af medarbejderne i installationsvirksomhederne på efteruddannelse. Der er tale om en stigning på knap 25 % kursister fra installationsbranchen på erhvervsskolernes efteruddannelseskurser. At efteruddannelse af medarbejdere tages alvorligt understreges også af at næsten 44 pct. af virksomhederne har en plan for den enkelte medarbejders efteruddannelse. Det viser en undersøgelse, som TEKNIQ Installatørernes Organisation, har lavet blandt sine 3500 medlemmer.

– På trods af, at vore medlemmer i perioden 2006-2007 havde rygende travlt, så var efteruddannelsesaktiviteten især på el-området meget højt. Den økonomiske lavkonjunktur har forstærket denne tendens, og sidste år sad endnu flere installatører og medarbejdere på skolebænken. Det er en meget glædelig udvikling, siger Niels Jørgen Hansen og tilføjer:
– Det er helt afgørende, at branchen bruger den økonomiske stilstand på at forberede virksomhederne på den næste højkonjunktur. Og det gør vi bedst ved at udvide og opkvalificere både medarbejdere og virksomhedernes vidensplatform.
TEKNIQs undersøgelser viser dog også, at uddannelsesaktiviteten kunne være endnu højere, hvis erhvervsskolerne udbød flere virksomhedsrettede kurser. 14 pct. af el-virksomhederne og 23 pct. af vvs-virksomhederne oplever således at erhvervsskolerne sjældent eller aldrig udbyder du kruser, der er behov for i virksomheden, mens 19 pct. af el-virksomhederne og 21 pct. af vvs’erne oplever, at de udbudte kurser er optaget, når de gerne vil tilmelde medarbejdere.
– Vi ved godt, det kan være vanskeligt for erhvervsskolerne sådan lige at sadle om fra den ene dag til den anden. Men det er helt afgørende, at skolerne får gang i deres efteruddannelsesaktivitet meget hurtigt. En betingelse for, at vi kan minimere krisens omfang og varighed er, at vi med det samme kan få opkvalificeret medarbejderne, siger Niels Jørgen Hansen.
Han opfordrer derfor erhvervsskolerne til i endnu højere grad at være orienteret mod både de specielle og generelle uddannelsesbehov, som virksomhederne i lokalområdet har.
Yderligere oplysninger fås hos administrerende direktør Niels Jørgen Hansen, tlf. 7742 4232 eller på mail njh@tekniq.dk.