Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Kommuneaftalen bør give energibesparelser – nu

Aftalen mellem Kommunernes Landsforening og Finansministeriet om kommunernes økonomi i 2010 bør munde ud i energieffektiviseringer i de kommunale ejendomme. Det mener TEKNIQ Installatørernes Organisation, der glæder sig over, at der er afsat 20 milliarder kroner til at bygge og renovere for i kommunerne næste år. De 20 milliarder kroner vil ikke blot øge aktiviteten i en tid med stigende ledighed, men også sikre vigtige investeringer i de kommunale bygninger, og det er helt afgørende, at energi tænkes ind i disse investeringer. Det siger TEKNIQs direktør Niels Jørgen Hansen. Han peger samtidig på, at anlægsloftet bliver hævet, og med det er også en stor hindring for energibesparende tiltag i kommunerne blevet mindre.

– Kommunerne har gentagne gange påpeget, at anlægsloftet har været en sten på vejen mod mere energieffektive kommunale bygninger. Den sten er nu blevet mindre, og jeg vil meget opfordre kommunerne til at handle derefter og få foretaget de helt nødvendige investeringer, siger Niels Jørgen Hansen.

Han henviser til et rundspørge, som TEKNIQs fagblade har foretaget til 18 af landets kommuner, der viser, at mange kommuner kun har afsat beskedne midler – enkelte steder slet ingen – på budgettet for 2010 til energieffektiviseringer af de kommunale ejendomme. Det håber han, bliver ændret som følge af den kommuneaftale, der netop er faldet på plads.

Han frygter dog, at energieffektiviseringerne bliver unødvendigt forsinkede som følge af kommuneaftalen. Og det på trods af, at de øgede midler til renovering, et hævet anlægsloft og det faktum, at der allerede er formuleret en national målsætning om at reducere CO2-udledningen i de kommunale bygninger med 20 procent.

– Regeringen og KL nedsætter som følge af aftalen en arbejdsgruppe, som jeg frygter bliver en syltekrukke. Arbejdsgruppen skal blandt andet arbejde med energibesparelser og grundlag for etablering af kommunale energiplaner. Men vi ved allerede, at vi skal spare energi. Derfor er det helt uforståeligt, at kommuneaftalen skyder til hjørne i stedet for at få sat arbejdet i gang. Kommunerne ved allerede i dag, hvor problemerne er. Er de i tvivl, så kan jeg garantere, at der er lokale energieksperter, der kan hjælpe dem på vej – og de behøver ikke at vente på, at en arbejdsgruppe om et år afleverer et stykke papir. Vi har ikke brug for flere udvalg, men handling, understreger Niels Jørgen Hansen og opfordrer dermed til, at processen ikke bliver et helt år forsinket som følge af udvalgets arbejde.

For yderligere oplysninger kontakt TEKNIQs administrerende direktør Niels Jørgen Hansen på tlf. 77 42 42 32 eller 40 74 43 60.
Sidst opdateret 16.06.2009