Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Kommuneforhandlinger må sætte fokus på energi

Når kommunerne og finansministeren i de kommende dage mødes for at diskutere den fremtidige kommunale økonomi, så bør der i langt højere grad sættes fokus på det kæmpe besparelsespotentiale, som ligger ude i de danske kommuner.

Opfordringen kommer fra TEKNIQ Installatørernes Organisation, som netop har lavet et rundspørge til landets kommuner for at få et overblik over, hvor meget der til næste år er afsat til energieffektiviseringer i børnehaver, skoler og på plejecentre.

– Resultatet er mildest talt bekymrende. Kommunerne har stort set ikke sat nogen penge af til energieffektiviseringer næste år. Odense Kommune for eksempel har afsat hvad der svarer til 16 kr. pr. indbygger til energiforbedringer, mens Aalborg har afsat 30 kr. Lolland Kommune er den kommune i vores undersøgelse, der har afsat flest penge, nemlig 210 kr. pr. indbygger. Men overordnet set må vi konkludere, at energibesparelsen i de danske kommuner halter ganske gevaldigt, siger Niels Jørgen Hansen.

Ifølge KL’s egne beregninger er der brug for investeringer i størrelsesordenen 800 mio. kr. over de kommende fem år svarende til ca. 140 kr. pr indbygger. Det mål når kun Lolland Kommune i undersøgelsen.

– Det er brandærgerligt, at kommunerne ikke har sat flere penge af. For det første, fordi energieffektivisering er en god forretning. I rigtig mange energiprojekter vil besparelsen på el- og varmeregning meget hurtigt kunne betale for hele investeringen. Det viser blandt andet det projekt, som Middelfart og Gribskov kommuner kører i øjeblikket. For det andet har Folketinget vedtaget et meget ambitiøst mål for energibesparelser i Danmark, og det mål nås kun, hvis også kommunerne begynder at realisere det store besparelsespotentiale, der ligger i kommunale institutioner, siger Niels Jørgen Hansen.

Han opfordrer derfor KL og Finansministeriet til at lave en aftale, der i langt højere grad både forpligter og giver incitamenter til, at de enkelte kommuner begynder at øremærke penge til energieffektivisering. Hans håb er, at KL og finansministeren vælger at bruge årets økonomiforhandlinger til at få sat skub i den haltende energiindsats ude i kommunerne.

Yderligere oplysninger om kommunernes kommende energiinvesteringer kan læses i Dansk VVS nr. 6/7 på www.tekniq.dk.

For yderligere oplysninger kontakt administrerende direktør Niels Jørgen Hansen, tlf. 7742 4232 eller 40 74 43 60.
Sidst opdateret 12.06.2009