Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Fortsat skat på værktøj med multimedieskatten

Selv om regeringen valgte at lytte til den massive protest mod den nye multimedieskat og har gjort forslaget mere strømlinet og ensartet, så oplever installations- og byggebranchen fortsat, at der er en del ubehagelige knaster i forslaget. Regeringen har valgt at give to faggrupper særlige vilkår i ordningen: hjemmehjælpere og skolelærere, som i det nye forslag bliver fritaget for skatten under henvisning til at især PDA’erne er et nødvendigt arbejdsredskab for blandt andet hjemmehjælpere. Til gengæld vil medarbejdere i installations- og byggebranchen, hvor kommunikationsteknologien er et arbejdsredskab på lige fod med skruetrækker, hammer og rørtang, ikke blevet fritaget. Forslaget lægger på den måde skat på nødvendigt værktøj.

– Det undrer os, at der på den måde gøres forskel mellem faggrupper, som på mange måder har samme arbejdsbetingelser. Både hjemmehjælpere, elektrikere og vvs’ere er kendetegnet ved at tilbringe langt hovedparten af deres arbejdstid ude hos kunden/klienten, og en betingelse for at det kan ske på en effektiv måde er, at de har ny teknologi til deres rådighed. Derfor er det pudsigt, at det kun er hjemmehjælpere, der nu ser ud til at blive fritaget for den nye multimedieskat, siger administrerende direktør i TEKNIQ Installatørernes Organisation Niels Jørgen Hansen.

Han bakkes op af administrerende direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen.

– Regeringen har i de senere år benyttet enhver lejlighed i den byggepolitiske diskussion til at påpege, at vi i installations- og byggebranchen skal være mere effektive og levere en bedre kvalitet, hurtigere og billigere. I det lys kan det kun undre, at man foreslår en skat, der trækker i den stik modsatte retning. En skat på PDA’er og mobiltelefoner vil føre til barrierer i forhold til at bruge redskaber, som netop har bidraget positivt til at øge effektiviteten i byggebranchen. Multimedieskatten er i den foreslåede form et tilbageskridt for arbejdsmarkedet som helhed og for installations-, bygge- og anlægsbranchen i særdeleshed, siger han.

Det nye forslag til multimedieskat vil ifølge beregninger foretaget af TEKNIQ alene i installationsbranchen koste virksomhederne op imod 130 mio. kr. i forventet ekstra lønkompensation.

I lovforslaget stilles der yderligere krav om, at arbejdsgiveren skal føre kontrol med brugen af telefoner til erhvervsmæssigt brug. Det går stik imod de erklærede hensigter om at reducere de administrative byrder – alene inden for byggeerhvervene vil administration af de nødvendige kontrolforanstaltninger koste over 200 mio. kr.

På baggrund af ovenstående foreslår TEKNIQ og Dansk Byggeri derfor følgende ændringer af forslaget:

1. Begrebet ”tilkaldevagt” udgår af bemærkningerne til lovgivningen. Dermed gøres det klart, at ingen medarbejdergrupper bliver beskattet af mobiltelefoner til erhvervsmæssigt brug, når de er nødvendige for at kunne udføre et givent arbejde.

2. Der indføres en mere pragmatisk og praktisk mulig kontrol af telefoner. Arbejdsgiveren bør føre kontrol i et rimeligt omfang – f.eks. på baggrund af værdien af den samlede telefonregning, kombineret med stikprøver – men ikke i et detaljeret omfang på hver enkelt mobiltelefon og medfølgende regning. Kombineret med en tro- og love-erklæring betyder det, at arbejdsgiveren i praksis kan vælge denne model. Den begrænser udgifterne til administration af kontrol, og det bør være en betryggende model for myndighederne.

3. Det specificeres, at det først er i det øjeblik en computer bringes inden for hjemmets fire vægge, den kan beskattes. Det bør fremover være muligt at efterlade en computer i en servicevogn eller en bil, der står parkeret på adressen, men ikke af den grund betragtes som skattepligtig i forhold til multimedieskatten.

Yderligere oplysninger: Administrerende direktør i TEKNIQ, Niels Jørgen Hansen, tlf. 40 74 43 60, administrerende direktør i Dansk Byggeri Lars Storr-Hansen, tlf. 72 16 01 01 eller Torben Liborus 72 16 01 06.
Sidst opdateret 01.05.2009