Byggeriet vil komme med nye ideer til energibesparelser
Nyt samarbejde i byggebranchen skal komme med nye ideer til energibesparelser – til gavn for først og fremmest miljøet men også for boligejerens varmeregning
Det er byggeriets parter, som nu har erkendt, at fremtidens energirigtige løsninger fordrer samarbejde. Det er baggrunden for, at Dansk Byggeri, DI Byggematerialer, DI Energibranchen, Danske Ark, Foreningen af Rådgivende Ingeniører og TEKNIQ har etableret partnerskabet EnergiByg.
Meningen er at samarbejde om de landvindinger, der må og skal gøres i årene fremover, hvis den danske byggebranche skal bidrage afgørende til at reducere energiforbrug og CO2-udslip i danske bygninger - og samtidig øge innovation og omsætning i byggesektoren.
Med udgangspunkt i en ny rapport om potentialer for energibesparelser i det bestående byggeri, som er støttet af EUDP-midler, ser samarbejdspartnerne bl.a. på de markedsmæssige muligheder for sammen at udvikle nye produkter, løsninger og kampagner, som skal anvendes i energirigtige renoveringsprojekter nu og i fremtiden.
Rapporten viser, at der er et stort potentiale. Der peges på 6 bygningstyper og 9 vigtige indsatsområder fra energieffektiv klimaskærm til integration af VE med et samlet besparelsespotentiale på 25% af det samlede årlige behov for opvarmning.
- Med EnergiByg har vi fået lagt fundamentet til varige forretningsmuligheder for deltagerne. Ved at arbejde sammen om udnyttelse af potentialer i energirigtige løsninger, kan vi løse de energimæssige udfordringer, vi står overfor, siger branchedirektør Anne Windfeldt Trolle, DI Byggematerialer på vegne af parterne bag EnergiByg.
Parterne bag EnergiByg går nu i gang med at etablere egentlige partnerskaber og konsortier, der kan omsætte de formulerede projekter til konkrete forretningsområder. Der vil blive inviteret til endnu et møde inden sommerferien med henblik på at danne mere forpligtende arbejdsgrupper.
Yderligere oplysninger fås hos:
Dansk Byggeri, direktør Michael H. Nielsen, tlf. 2028 5264 eller 7216 0175
DANSKE ARK v/ konsulent Michael Koch, tlf. 3283515
DI Byggematerialer v/ Branchedirektør Anne Windfeldt Trolle, tlf. 33773375
DI EnergiBranchen v/ Branchedirektør Anders Stouge, tlf. 33773071
Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI v/ adm. direktør Henrik Garver, tlf. 35253737
TEKNIQ v/ adm. direktør Niels Jørgen Hansen, tlf. 77424232
Sidst opdateret 30.03.2009