Over 200 mio. tilbage til skrotning af oliefyr
8.420 oliefyrsejere har indtil videre ansøgt om tilskud til at skifte deres oliefyr ud med et mere energieffektivt alternativ. Dermed er de 400 millioner kroner, som blev afsat til formålet, langt fra blevet brugt.
Det betyder, at der stadig er gode muligheder for at få tilskud til at skifte sit oliefyr ud med for eksempel jordvarme, solvarme eller fjernvarme.
- Sommeren går på hæld, og vi nærmer os så småt fyringssæsonen igen. Derfor kan det være en god ide at benytte lejligheden til at få skiftet det gamle oliefyr ud med et mere energieffektivt alternativ allerede nu, så det bliver billigere at varme boligen op i den kommende vinter. Der er nemlig mange penge at spare, hvis man skifter oliefyret ud med for eksempel fjernvarme, en varmepumpe eller supplerer med solfangere, siger konsulent i teknisk afdeling i TEKNIQ Installatørernes Organisation Nils Lygaard.
Tilskuddets størrelse afhænger af, hvilket alternativ man vælger. Således kan man få 20.000 kroner i tilskud, hvis man i stedet får installeret jordvarme, 15.000 kroner, hvis man får installeret en luft til vand-varmepumpe, og 10.000 kroner, hvis man får installeret fjernvarme. Derudover kan man få tilskud på 25 procent af installations- og indkøbsomkostningerne, hvis man får installeret solvarme.
Indtil videre har flest ansøgt om tilskud til installation af fjernvarme. Det drejer sig om halvdelen. 30 procent har ansøgt om tilskud til jordvarme, 10 procent til en luft til vand-varmepumpe og 10 procent til solvarme.
Vil man som boligejer gerne vide mere om mulighederne for at spare på energien ved at skifte til vedvarende energi, har boligejerne i ti byer rundt om i landet nu muligheden for at tale med en installatør hver fredag i de kommende ti uger. Installationsbranchen deltager nemlig i DR2’s programrække om vedvarende energi, Grøn Teknologi Tour. Programmerne bliver i løbet af de næste ti fredage optaget i ti forskellige byer rundt om i landet.
I forbindelse med optagelsen af udsendelserne vil der være en række stande, hvor byens borgere kan komme forbi og få mere viden om energirigtige løsninger. Udsendelserne bliver så vist på DR2 dagen efter klokken 18.30. Temaerne for de 10 udsendelser vil være: solvarme, jordvarme, isolering, transport, vindkraft, belysning, fremtidens privatbolig, intelligent styring, bæredygtighed mad og energileverandører.
Grøn Teknologi Tour besøger disse byer
Grenaa 13. august
Middelfart 20. august
Solrød 27. august
Kalundborg 3. september
Varde 10. september
Hjørring 17. september
Sønderborg 24. september
Herning 1. oktober
Næstved 8. oktober
Helsingør 15. oktober.
For yderligere oplysninger kontakt Nils Lygaard på 77 41 15 92 eller kommunikationschef Michael Rask Pedersen på 77 41 15 66.
Sidst opdateret 19.08.2010