TEKNIQ klar til at hjælpe skatteministeren med multimedieskatten
Skatteminister Kristian Jensen åbnede onsdag op for, at administrationen af multimedieskatten kan forenkles til gavn for både virksomheder og myndigheder, da der var åbent samråd i folketingets skatteudvalg onsdag formiddag. På mødet indrømmede skatteministeren, at mulighederne for at forbedre og forenkle administrationen af den omstridte skat er til stede, men at man i ministeriet ikke selv har løsningen. Derfor opfordrede han virksomheder og organisationer til at byde ind med løsninger.
Administrerende direktør i TEKNIQ, Niels Jørgen Hansen, glæder sig over, at der nu kan være en forenkling af administrationen af skatten på vej til gavn for de mange installationsvirksomheder, der oplever, at skatten hæmmer både effektivitet og fleksibilitet i virksomhederne.
- I TEKNIQ ønsker vi at forenkle administrationen af multimedieskatten og øge fleksibiliteten samtidig. Vi foreslår, at man indfører samme princip for brugen af bærbare pc’er som for mobiltelefoner, således at det bliver muligt at undgå at betale multimedieskat, hvis man kan dokumentere, at den bærbare ikke har været brugt privat. Det kan man for eksempel gøre ved at registrere logfilerne. Samtidig kan man med fordel opfordre til, at kontrollen kun finder sted i det omfang, at man har mistanke om, at multimedierne bliver misbrugt til privat brug, siger Niels Jørgen Hansen.
Han forsikrer om, at man i TEKNIQ vil tage skatteministerens udfordring op og byde ind med et løsningsforslag, der kan forenkle administrationen og øge fleksibiliteten.
For yderligere informationer kontakt:
Niels Jørgen Hansen på 77 42 42 32 eller 40 74 43 60
Sidst opdateret 10.02.2010