Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Købere bør bruge energimærket

Siden 1. juli har det været obligatorisk at oplyse om en boligs energimærke ved salg. I TEKNIQ Installatørernes Organisation opfordrer konsulent i teknisk afdeling, Nils Lygaard, købere til at gøre brug af den nye viden og sikre sig en energieffektiv bolig, da det kan spare de nye boligejere for mange penge hvert eneste år.

- Med energimærket får købere nu værktøjet til at stille krav til en boligs energiforbrug. Den viden, de via energimærket får om energiforbruget, bør de bruge aktivt ved for eksempel at lade det indgå i forhandlingerne. Hvis en bolig for eksempel har et højt varmeforbrug, kan man som køber forhandle sig til et afslag i prisen, som svarer til udgifterne til at få installeret en ny varmeforsyning, siger Nils Lygaard.

Energimærkningen giver så at sige kommende boligejere en oversigt over, hvor dyr boligen er i drift, hvor stort strømforbruget er, og hvor stort varmeforbruget er, samt hvilke muligheder der er for at spare på energien i den pågældende bolig ved for eksempel at skifte varmeforsyning, vinduer eller efterisolere.

- Ofte renoverer nye boligejere boligen i større eller mindre grad, inden de flytter ind. I den forbindelse er folk hurtige til at skifte køkken og bad ud. De tænker sjældent over energiforsyningen og mulighederne for at energieffektivisere. Og det er ærgerligt, for til forskel fra investeringer i nyt køkken og bad, tjener investeringer i energieffektiviseringer sig selv hjem i sparede udgifter til energiforbruget i løbet af en årrække. Det kan kravet om energimærkning forhåbentlig ændre på, fordi nye boligejere fra start får mulighed for at tænke energien med, når de køber en bolig og på den måde sikre, at boligens årlige energiudgifter bliver så få som mulige, siger Nils Lygaard.

Hensigten med den nye lov er samtidig at gøre det mere attraktivt for boligejere at investere i energiforbedringer af huset eller lejligheden forud for et salg.

- Overraskende få boligejere er i dag bekendt med, hvor store deres årlige udgifter til el- og varme rent faktisk er, samt de mange muligheder de har for at reducere udgifterne ved at installere for eksempel vedvarende energianlæg og hente el og varme fra solen og jorden. Det kan kravet, om at en boligs energiforbrug nu skal fremgå ved salg, forhåbentlig være med til at åbne deres øjne for, siger Nils Lygaard.
I dag findes der i øvrigt en række muligheder for at få tilskud til energieffektiviseringer af boligen. Blandt andet er der en skrotningsordning for gamle oliefyr, hvor man som oliefyrsejer har mulighed for at få op til 20.000 kroner i tilskud, hvis man vælger at skifte oliefyret ud med et mere energieffektivt alternativ såsom jordvarme eller solvarme. Desuden tilbyder flere energiselskaber deres kunder tilskud til forskellige energibesparende tiltag.

Prisen for en energimærkning ligger typisk på omkring 3.000 – 5.000 kroner inklusiv moms, men kan være lavere eller højere afhængig af husets størrelse og alder.


For yderligere oplysninger kontakt Nils Lygaard på nly@tekniq.dk eller 77 41 15 92
Sidst opdateret 22.07.2010