Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Dagpengereform er godt nyt for Danmark

– Ethvert skridt i retning af et mere fleksibelt arbejdsmarked er altid velkomment. Det har vi nu fået med regeringens og Dansk Folkepartis aftale om en dagpengereform, hvor dagpengeperioden sænkes fra fire til to år. Det er tilfredsstillende, at regeringen og dens støtteparti vælger at angribe regningen for de senere års krise ved at gennemføre strukturreformer, der også på længere sigt vil være til glæde for dansk økonomi, siger Niels Jørgen Hansen, administrerende direktør i TEKNIQ Installatørernes Organisation i en kommentar til den aftalte genopretningspakke.

Han mener til gengæld, at andre dele af arbejdsmarkedsreformen trækker i den forkerte retning, herunder især ændringer på voksen- og efteruddannelsesområdet.

– Der ligger i aftalen en række elementer, som vi er nødt til at studere nærmere, herunder ændrede betingelser og finansiering af voksen- og efteruddannelsesområdet. Regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om en række ændringer, f.eks. reduktion af satser på godtgørelse med 20 procent, som vil betyde øgede udgifter for virksomhederne. De ændringer vil alt andet lige gøre det dyrere for virksomhederne at investere i efter- og videreuddannelse, og det er bestemt ikke, hvad Danmark har brug for lige nu. Vi har brug for, at der bliver investeret massivt i efter- og videreuddannelse for at sikre os i fremtiden, ikke mindst på en fremtid, hvor konjunkturerne vender, og behovet for kvalificeret arbejdskraft igen bliver meget stort, siger Niels Jørgen Hansen.

Yderligere information: Niels Jørgen Hansen, tlf. 7742 4232 eller njh@tekniq.dk.
Sidst opdateret 25.05.2010