Installationsbranchen kan i de næste fem år bidrage til væksten i Danmark med op mod 10 milliarder, viser ny rapport. Rapporten ’Installationsbranchens veje til vækst – Fokus, forretning og forskellighed’ udarbejdet af Copenhagen Consulting Company på vegne af TEKNIQ Installatørernes Organisation blev offentliggjort på TEKNIQs generalforsamling lørdag 8. maj. Ifølge rapporten er der gode muligheder for vækst i installationsbranchen, der har været hårdt ramt af den økonomiske krise i 2009.
- Mange installationsvirksomheder har haft et hårdt år. Ordrerne er blevet færre, og omsætningen er faldet. Derfor havde vi på generalforsamlingen både fokus på, hvordan vi kommer gennem krisen, men også på hvordan vi skaber det bedste fundament for vækst i fremtiden. Og der er gode muligheder for, at vi i installationsbranchen kan bidrage væsentligt til væksten i samfundet i de kommende år. Det handler blot om at gribe dem, siger administrerende direktør i TEKNIQ Niels Jørgen Hansen.
Især på fem områder vil der være vækst, forudser rapporten. Det drejer sig om energiområdet, hvor der vil være en årlig vækst på 10 til 15 procent, indeklimaområdet, hvor der vil være en årlig vækst på ca. 10 procent, styring og regulering samt alarm og sikring med en vækst på fem til 10 procent og endelig intelligente bygningsinstallationer, hvor der vil være en vækst på fem procent i 2010 og dernæst 10 procent om året frem mod 2015. Samtidig er der en forventning om, at markedet for service og vedligehold vil vokse med 35 procent de næste fem år.
Det vil især være offentlige investeringer på infrastruktur og sygehusområdet i form af metrobyggeri, Femernforbindelse, signalarbejde og supersygehuse, der vil skabe væksten i installationsbranchen i de første år.
- Vi vil stadig opleve et dyk i omsætning og indtjening i branchen i 2010. Alligevel er vi optimistiske omkring fremtidsudsigterne i installationsbranchen. Det skyldes, at der udover de offentlige projekter i de kommende år i stadig stigende grad vil være efterspørgsel efter ydelser på de områder, hvor installatørerne har deres kernekompetencer. Her tænker jeg blandt andet på energieffektiviseringer i både offentlige bygninger og private boliger, øget sikring og overvågning af virksomheder og boligforeninger samt et øget behov for at optimere produktionen gennem ny teknologi og automation i industrien, siger Niels Jørgen Hansen og tilføjer:
- I kommunerne vil det for eksempel være en fordel allerede nu at sætte gang i energieffektiviseringsprojekter, fordi man gennem energibesparelser kan frigive penge til velfærd i en tid, hvor der er krav om nulvækst. Samtidig vil projekterne kunne bidrage til øget beskæftigelse i kommunen. På den måde kan de slå to fluer med et smæk.
»
Læs Installationsbranchens veje til vækst - Fokus, forretning og forskellighedFor yderligere oplysninger kontakt Niels Jørgen Hansen på 77 42 42 32 eller 40 74 43 60