– Ethvert tiltag, som kan nedbringe langtidsledigheden, øge fleksibiliteten på arbejdsmarkedet og bringe Danmark et skridt hurtigere ud af den igangværende krise, fortjener ros. I installationsbranchen er vi derfor tilfredse med, at regeringen nu kommer med en indsats, som har til formål at bekæmpe langtidsledigheden, siger Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ Installatørernes Organisation.
Hun glæder sig især over to initiativer; for det første en styrket indsats for, at jobcentrene fremover har den nødvendige viden om relevante kurser, der kan føre til jobs, og for det andet nye muligheder for opkvalificeringsjob.
– Det er glædeligt, at regeringen vil sikre et samarbejde mellem uddannelsesudbydere, relevante jobcentre, a-kasserne og brancheorganisationerne med henblik på at sikre så relevante kurser til de ledige som muligt. Som brancheorganisation for tekniske installatører er der ingen tvivl om, at vi kan bibringe beskæftigelsesregionerne/jobcentrene en masse relevant viden om fremtidens kompetencebehov i installationsvirksomhederne, viden, som centrene i dag ikke naturligt ligger inde med, siger Tina Voldby og tilføjer:
– Det er også glædeligt, at regeringen nu vil udvide ordningen med opkvalificeringsjobs. Krisen har vist os, at en del af f.eks. vores elektrikere eller vvs’ere bliver ledige efter i en lang årrække at have arbejdet med et begrænset område inden for deres fag. De spidskompetencer, som de har haft i det nedlagte job er der ikke nødvendigvis brug for i fremtiden, så de har brug for hurtigt at blive opkvalificeret. Og derfor er det positivt, at regeringen vil udvide forsøget, så ledige efter en måned i forbindelse med en ordinær ansættelse vil få mulighed for at få opkvalificering uden begrænsninger på varighed, siger Tina Voldby.
Midt i roserne er TEKNIQ dog ærgerlig over, at regeringen ikke har benyttet lejligheden til at lempe på de regler for voksenlærlinge, som sidste år blev strammet ganske betydeligt.
– Vi har tidligere set, at voksenlærlingeordningen har virket som et af de mest effektive arbejdsmarkedspolitiske redskaber. Derfor ville det have været naturligt at slække lidt på reglerne, sådan at voksne over 25 år med en forældet erhvervsuddannelse ikke behøver gå ledig i seks måneder, før de kan tage en ny uddannelse i voksenlærlingeregi. Men vi håber naturligvis, at en revision af ordningen kan blive en del af de politiske drøftelser regeringen nu skal i gang med, siger Tina Voldby.
Yderligere oplysninger hos underdirektør Tina Voldby, tlf. 7742 4238 eller tvo@tekniq.dk.