Større og flere energibesparelser. Det er resultatet af energivejlederuddannelsen, som mere end 600 installatører og håndværkere indtil videre har været igennem. Sideeffekten er tilfredse kunder og mersalg for de udførende virksomheder.
Anden sæson af energivejlederprojektet, som et blevet til i et samarbejde mellem TEKNIQ, Teknologisk Institut og Dansk Byggeri, er i gang med en række uddannelsestilbud til alle installatører, håndværkere og byggevirksomheder, der beskæftiger sig med bygningsrenovering. Der er indtil nu uddannet 600 energivejledere, som dagligt rådgiver om og udfører energibesparende arbejdsopgaver for deres kunder.
- Jeg var blandt de første til at tage en uddannelse som energivejleder, og jeg mærker, at kompetencerne bliver stadig mere efterspurgt og værdsat, fortæller energivejleder Jesper Knopp, der har sit eget VVS-firma i Rødovre og tilføjer:
- Jeg gør ikke et stort nummer ud af at være energivejleder. Men jeg har fået en værdifuld og systematiseret basisviden, som jeg kan trække på, når jeg vejleder og giver tilbud – lidt som en ekstra harddisk.
Der er tale om en rigtig vindersag. Både kunden, miljøet og energivejlederen selv har glæde af disse tiltag – kunden sparer energi og dermed penge, miljøet spares for en masse CO2 og energivejlederen får tilfredse kunder og mere arbejde.
Energivejleder Mikkel Sommer fra byggefirmaet Mikkel Sommer ApS i Holbæk har ligeledes haft gavn af uddannelsen:
- Viden om energioptimering giver mersalg. Det har jeg erfaret flere gange. Eksempelvis har jeg for nylig haft en kunde, der som udgangspunkt skulle have nyt gulv, gulvvarme og et nyt gasfyr. Men efter at have gennemgået huset, kunne jeg opstille et regnestykke, som viste, at han ville opnå en stor årlig besparelse på energiregningen, hvis han installerede en ny luft/vand-varmepumpe og efterisolerede vægge og loft. Det endte med at give et mersalg for mig på ca. 300.000 kr.
Større fokus på energibesparelser
- Over de senere år er der kommet mere fokus på energiforbedringer, men det er stadig de traditionelle forbedringer, som eksempelvis køkkener og badeværelser, der efterspørges, siger Vagn Holk, der er leder af Energistyrelsens Videncenter for energibesparelser i bygninger, og tilføjer:
- Men hvis håndværkerne kan vurdere boligens samlede energitilstand, er der gode muligheder for sælge en energiforbedring sammen med det nye køkken. For energiforbedringer er nemlig delvist selvfinansierende, og stadig flere boligejere vil gerne investere i dem.
Håndværkere kan uddanne sig til energivejleder for ad den vej at få overblik over de forskellige muligheder for energirenovering – også dem, som ikke ligger inden for eget fagområde. Som energivejleder bliver man automatisk optaget på hjemmesiden www.energivejlederen.dk. Så er man let at finde for kunderne. Her ud over stilles der en række rådgivningsmaterialer til rådighed, ligesom der tilbydes løbende ajourføringskurser, så energivejlederne har en opdateret viden.
Både hos TEKNIQ og Dansk Byggeri, der har taget initiativet til uddannelsen som energivejleder, er der positive tilbagemeldinger på ordningen.
- Det er vores oplevelse, at vores medlemmer er meget begejstrede for materialet og uddannelsen. Og flere af dem lader sig inspirere til at bruge uddannelsen og kompetencerne i kampagner og salgsfremstød overfor deres kunder. Kunderne efterspørger ofte helhedsløsninger, når det gælder energibesparelser, og det bliver installatørerne i højere grad klædt på til at levere med uddannelsen, siger chef for teknisk afdeling i TEKNIQ, Christian Jarby.
- Vi har rigtig mange medlemmer, der melder positivt tilbage på de kompetencer, de har fået via uddannelsen, forklarer direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri.
Yderligere informationer om energivejlederordningen fås hos Torben R. Hansen, som leder sekretariatet for energivejledere, på tlf. 72 20 25 95 eller e-mail tnh@teknologisk.dk.
Læs mere om energivejlederkurserne her.