Ros til Talentarbejdsgruppe
TEKNIQ Installatørernes Organisation hilser konklusionerne fra Undervisningsministeriets Talentarbejdsgruppe, som offentliggøres i dag, velkommen.
– Vi er helt enige med arbejdsgruppen i, at der er et meget stort behov for at sikre, at alle talenter udvikler sig. Det gælder både i folkeskolen, på ungdomsuddannelserne og på de videregående uddannelser. Fremtidig vækst i Danmark er blandt andet afhængig af, at vi har lysende talenter inden for alle brancher og på alle niveauer, siger Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ.
Hun mener, at der især er behov for talentudvikling på erhvervsuddannelserne.
– Erhvervsuddannelserne skal fremover i endnu højere grad indrettes, så de tilgodeser behovene på det private arbejdsmarked. For eksempel har erhvervsuddannelserne altid skullet rumme alle unge, herunder de fagligt svageste. Det har betydet, at uddannelserne både fagligt og omdømmemæssigt har vendt den tunge ende nedad. Og det har modvirket mulighederne for at tiltrække og nurse de lysende talenter, siger Tina Voldby og fortsætter:
– For at styrke niveauet på erhvervsuddannelserne, og dermed også talenternes mulighed for at udfolde sig, foreslår vi, at der gøres op med, at alle har ret til optagelse på en erhvervsuddannelse, og at der indføres reelle krav til optagelse på de enkelte uddannelser. Og så må man holde fast i, at kommunerne har ansvaret for at stille et troværdigt alternativt uddannelsestilbud til rådighed for de svageste unge.
TEKNIQ har sammen med Dansk El-Forbund udviklet en Eux-elektriker, som både giver elektrikerlærlinge et svendebrev og studiekompetence, så de har direkte adgang til de videregående tekniske uddannelser. Eux-elektrikeren vil ifølge TEKNIQ helt sikkert bidrage til at hæve det samlede faglige niveau i hele uddannelsen.
For de unge, der tager en almindelig erhvervsuddannelse, er den naturlige vej gennem uddannelsessystem en 2-årig erhvervsakademiuddannelse. Disse dygtige unge bremses ofte i deres videre uddannelsesmulighed, fordi universiteter m.v. ikke anerkender de kompetencer, der opnås i erhvervsuddannelserne og erhvervsakademiuddannelserne.
Derfor foreslår vi at øge merit- og overgangsmulighederne mellem erhvervsakademiuddannelserne og de videregående uddannelser. Ved at anerkende de kompetencer, der opnås gennem de mere fagligt orienterede uddannelser, vil vi bedre kunne tiltrække og udfordre de dygtige i erhvervsuddannelserne, siger Tina Voldby, som samtidig understreger, at flere erhvervsuddannelser i dag er på så højt et fagligt og teknisk niveau, at mange unge ikke har fået den nødvendige faglige ballast fra folkeskolen.
– Derfor er vi helt enige med Undervisningsministeriets Talentarbejdsgruppe i, at hele talentarbejdet begynder i folkeskolen, siger Tina Voldby.
Yderligere oplysninger fås hos underdirektør Tina Voldby, tlf. 7742 4238.
Sidst opdateret 15.04.2011