Teknikker giver succes som taler

Bestyrelsesmedlem Bo Larsen fra Elinstallatørforeningen for Nordsjælland deltog i 2017 på TEKNIQs kursus om præsentationsteknik. Det har givet ham nogle værktøjer, som han stadig bruger – både i bestyrelsen og i andre sammenhænge.

Da Bo Larsen trådte ind ad døren til kurset, som har til formål at udvikle deltagernes evner til at udtrykke sig klart og engageret i en forsamling, vidste han ikke, hvad han skulle forvente. Men han blev glædeligt overrasket. 

– Det var suverænt! slår han uden tøven fast. 

Kurset afholdes løbende og er gratis at deltage i for alle kredsbestyrelsesmedlemmer. Det varer en enkelt dag og indeholder forskellige praktiske opgaver, ideer til hvordan man hurtigt kan sætte en fornuftig lejlighedstale sammen, relevant personlig feedback og træning i dialog. 

Især den personlige feedback gjorde indtryk på Bo Larsen. De cirka ti deltagere skiftedes til at tale for hinanden, og så blev der givet både positive og negative kommentarer om alt fra hændernes placering over manglende øjenkontakt til antallet af øh’er mellem ordene. 

– Vi havde forberedt et oplæg på fem minutter hjemmefra, og da jeg havde leveret mit, så fik jeg ellers høvl! Ej, der blev også sagt gode og positive ting. Og det negative blev afleveret på en sober måde – for alle vidste jo godt, at lige om lidt så står man der selv, fortæller Bo Larsen.

Lille lukket kreds

Bo Larsen fremhæver de andre deltageres åbenhed som en vigtig forudsætning for kursets succes. Følelsen af at være i samme båd mindskede den nervøsitet, man nok altid vil have i større eller mindre grad, når man skal tale foran en flok mennesker. 

– Jo flere gange man har stået i situationen, jo mere tryg er du ved den. Deltagerne var på meget forskellige niveauer, så det hjalp selvfølgelig, at vi var en lille lukket kreds, mener han. 

Efter at have fået kritik fra de andre fik hver deltager gode råd og konkrete værktøjer fra en professionel konsulent, som har specialiseret sig i mundtlig fremførelse – og så var det ellers på den igen. Oplæggene blev leveret én gang til, og så blev det tydeligt at se, hvor man hver især havde forbedret sig fra første til anden gang.

Det hænger ved

For Bo Larsen har kurset betydet, at han er blevet mere bevidst om sin egen fremtoning og tør lidt mere, når han skal tale foran en forsamling. 

– Jeg fik nogle konkrete værktøjer, og selvfølgelig er der noget, der hænger fast, og som jeg stadig bruger: Tag nu hænderne op af lommen, læg dem ikke over kors… Nogle af alle de ting, der sender forkerte signaler. Nu ved jeg godt, hvad jeg gør galt, mens jeg gør det, siger bestyrelsesmedlemmet, som ikke tøver med at anbefale kurset til andre. 

– Det er en god idé for alle, der skal tale til lidt større forsamlinger, for du får de der teknikker, som du altid har i baghånden. Og dem kan du bruge, uanset om det er i bestyrelsesarbejdet, i din virksomhed over for medarbejderne, eller når du skal holde en tale til familiefesten, pointerer han.

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.